Sommer ved Søen i Jerup samlede rekordmange
Fire fredage i træk har musikken strømmet ud over søen i Jerup, og med den sidste koncert satte Østre Gasværk et solidt punktum for et rekordår for den lille festival i byen. Mere end 750 glade gæster var mødt op for at synge med på de største Gasolin- og Kim Larsen-hits, og hos Jerup Borgerforening er man mere end tilfreds med årets arrangementer:
- Det har været en vanvittig god sommer med flere gæster end nogensinde før. Vi kan mærke, at folk for alvor begynder at få øjnene op for, hvad vi kan herude i hedelandskabet, hvor der er højt til loftet og jordnærhed. Man kommer igen, når først man har været her én gang, og turister lejer sommerhuse i ugerne med formålet også at skulle til Sommer ved Søen. Vi har joket med, om vi næste år skal uddele diplomer til dem, der klarer alle aftenerne, fortæller Katrine Arp, formand for Jerup Borgerforening.
Formanden og resten af bestyrelsen vil i denne sammenhæng gerne sige et særlig tak til Distriktsrådet, som ad flere omgange har bevilliget penge til at skalere Sommer ved Søen op med mere professionel scene og scenetelt.
For mange fraflyttere er Sommer ved Søen også blevet en anledning til at vende hjem. Børnefamilier bruger weekenden til at besøge bedsteforældrene, gamle klassekammerater mødes på pladsen, og når man cykler hjem om aftenen gennem byen er det tydeligt at mærke, at mere end én terrasse er vært for en godnat-øl, griner formanden.
Den stærke lokale sammenhængskraft mærkes også i det frivillige engagement, og i år oplevede bestyrelsen endda, at frivillige spurgte om ekstra vagter, og at venner kom op i baren for hurtigt at svinge en klud eller aflaste en halv times tid.
- En enkelt aften havde vi frivillige fra både Ålbæk, Jerup, Gærum, Norge og Sverige. Det afspejler, hvordan vores by udvikler sig. Flere af byens huse bliver købt af nordmænd og svenskere, og det skaber en spændende blanding af gamle kendinge og nye bekendtskaber, siger Katrine Arp og betoner, at der dog stadig er plads til mange flere frivillige hænder under arrangementerne.
Som tak for hjælpen har borgerforeningen inviteret til hjælperfest i slutningen af september, hvor der bliver tid til både hygge, grin og gode historier fra sommerens koncerter. Her handler det ikke om, hvem der har taget flest vagter, men om at fejre, at man sammen har skabt en levende tradition, der samler byen år efter år.
Selvom scenen er pakket ned, er der bestemt ikke stille hos kvinderne i Jerup Borgerforenings bestyrelse. Udover hjælperfesten er holdet i fuld gang med at arrangere den årlige damefrokost i byen, som ifølge formand "trækker skrupskøre madammer fra både syd og nord til spas og sjov i Jerup Forsamlingshus".
Lørdag 13. september forvandles Jerup Forsamlingshus til det vilde vesten med støvler, hatte og højt humør. Borgerforeningen byder på god mad, kolde drinks, konkurrencer og underholdning, der får saloon-dørene til at slå op af grin.