Gå til hoved-indhold
07. december 2025 - kl. 23.12

​​​​​​​Succes, nerver og medaljer: SOS-løbere imponerede ved DM i København

  • 1 af 3
    Wendell og Babeth Hansson vandt guld og sølv ved DM i kunstskøjteløb.
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Der var både store præstationer, nerver af stål og uventet dramatik, da tre af SOS Nords kunstskøjteløbere i weekenden deltog i de danske mesterskaber i København.

For Chilie Vejrum Terp var det debuten i Junior A2, og spændingen satte tydeligt sit præg. Midt under programmet glemte hun pludselig sit program – et øjebliks chok, der førte til flere improviserede elementer og et par ærgerlige missere. Alligevel leverede hun et stærkt resultat og endte som nummer ni. Hendes personlige mål var en placering i top 10, og det lykkedes med flot stil.

Også søskendeparret Hansson imponerede. Efter lørdagens korte programmer lå både Wendell og Babeth solidt på førstepladsen. Selvom Wendell ikke fik sit bedste løb, førte han stadig med hele 12 point foran nummer to.

Søndag blev en nervepirrende affære for Wendell. Konkurrenterne leverede stærke programmer, og presset steg. På trods af flere fejl i det lange program formåede han ikke bare at holde sin føring – han udbyggede den. Med en sejrsmargin på hele 20 point i det lange program og 29 point samlet, sikrede han sig endnu engang titlen som dansk juniormester med hele konkurrencens højeste score.

For Babeth tog weekenden en mere dramatisk drejning. Efter lørdagens førsteplads var optimismen stor, men natten til søndag blev hun ramt af både feber og havde også en forstrakt lyske. Alligevel insisterede hun på at stille op. Med stor viljestyrke gennemførte hun søndagens program, selvom skader og sygdom kostede dyrt i pointene. Det rakte dog stadig til en flot sølvmedalje – en præstation, som hun var tilfreds med med tanke på hendes dagsform.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...