Gå til hoved-indhold
10. februar 2026 - kl. 09.02

Svømmeklub i alvorlig økonomisk krise – håber på støtte fra lokalsamfundet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Svømmeklub af 2017 har for nylig politianmeldt sin kasserer for underslæb og befinder sig i øjeblikket i en alvorlig økonomisk situation, der truer klubbens mulighed for at gennemføre resten af sæsonen. Klubben, som ellers planlægger at afslutte sæsonen i april, risikerer at måtte lukke ned før tid, hvis ikke der findes midler til den daglige drift.

- Svømmeklubben spiller en vigtig rolle for mange børn og familier i lokalområdet. Ud over at lære børn at begå sig i vandet skaber klubben også tryghed, fællesskab og bevægelsesglæde – værdier, som gør det ekstra sårbart, hvis aktiviteterne må sættes på pause, siger Winnie Skiveren på vegne af bestyrelsen i Frederikshavn Svømmeklub.

Efterlyser lokale virksomheder og private sponsorer
Klubben efterlyser nu opbakning fra både erhvervslivet og private. Virksomheder, der ønsker at støtte økonomisk, kan få deres sponsorat synliggjort på klubbens hjemmeside, Facebook-side, billeder/logo i klublokalet ved bidrag over 3.000 kroner.

Interesserede kan kontakte Winnie Skiveren på winnie@frederikshavnsvommeklub.dk.

Mindre sponsorater kan sendes via MobilePay 80760 eller til klubbens konto: 9070 1627594344.

Ifølge bestyrelsen kan selv små bidrag gøre en stor forskel – og også deling af klubbens sponsorbrev eller kontakt til potentielle støtter er en hjælp.

Sponsorsvømning i uge 10
For at samle yderligere midler afholder klubben et sponsorsvømme-event i uge 10, nærmere bestemt tirsdag 3. marts og torsdag 5. marts. Her skal svømmerne forsøge at tilbagelægge så mange baner som muligt, og hver svømmet meter kan bidrage til klubbens økonomi.

Information om sponsorsvømningen udleveres til alle svømmere i uge 7.

"Fællesskabet kan bære os videre"
Bestyrelsen understreger, at initiativerne skal give klubben mulighed for at fortsætte de sidste måneder af sæsonen – og at fællesskabets støtte er helt afgørende.

- Vi ved, at ikke alle kan bidrage økonomisk, men bare det at dele budskabet eller skabe kontakt til en virksomhed i sit netværk kan hjælpe os et langt stykke, lyder det fra bestyrelsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...