Tennisspillere klar til ny sæson i skoven i Sæby
Efter en lang vinterpause begynder den nye tennissæson i Sæby Tennis Klub søndag 14. april. Her inviterer klubben til både generalforsamling, standerhejsning og arbejdsdag på banerne i Sæbygård Skov kl. 9.00.
- Vi håber, at både nye og gamle medlemmer vil møde op, så vi kan få åbnet den nye sæson med manér. Der er kaffe på kanden og frisk rundstykker, lover formand Anders Brønnum, Sæby Tennis Klub.
Traditionen tro trækker medlemmerne i arbejdstøjet efter generalforsamlingen og standerhejsningen for at gøre de røde grusbaner klar til spil.
- Efter en lang vinter skal banerne have et nyt lag grus og tromles, inden vi kan spille på dem igen. Heldigvis plejer der at være mange hjælpsomme medlemmer, så banerne kan normalt meldes klar efter nogle timer, siger Anders Brønnum.
Sæby Tennis Klub gør i første omgang to grusbaner klar til at spille på. Medlemstallet har de senere år ligget nogenlunde stabilt omkring 75 medlemmer, og det kan to baner med sommerens turistspillere godt klare.
- Kommer der yderligere behov og medlemsstigning, så kan vi hurtigt gøre endnu en bane klar, men som forholdsvis lille forening, skal vi også passe på pengene, og det er forholdsvis dyrt at etablere en bane, men opstår behovet, så arbejder vi hurtigt og gør endnu en bane klar, siger formanden.
Sæby Tennis Klub er placeret midt i Sæbygårds smukke bøgeskov. Udover klubbens medlemmer, så besøges området omkring banerne i skoven hvert år af tusindvis af gæster og turister, og de har mulighed for at styrketræne ganske gratis ved tennisbanerne.
Klubben fik for et par år siden doneret en trænings- og motionsplatform, som er stillet op mellem banerne og klubhuset.
- Alle skovens brugere og gæster har frit mulighed for at benytte træningsplatformen, så man også kan få styrket musklerne i arme og ryg efter en gå- eller løbetur i skoven, siger Anders Brønnum.
Søndag 14. april bliver der dog ikke behov for at bruge platformen for tennisklubbens medlemmer. Her kan musklerne styrkes med skovl, rive og trillebør, når banerne skal laves færdigt.
- Vi glæder os til at få sæsonen i gang. Det plejer at blive forår, når grusset er lagt ud på banerne, siger Anders Brønnum.