Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.07.2022 | Af: Michael Frederiksen

Tidligere byrådsmedlem Asger Mortensen er død

Tidligere byrådsmedlem Asger Mortensen fra Sæby er død. Han blev kun 58 år.

 

Midt i januar - netop som han skulle på den årlige herreskitur til Norge - fik Asger Mortensen konstateret uhelbredelig kræft.

Få dage efter oplyste Louise Jæger, formand for Venstre i Frederikshavn Kommune, at Asger Mortensen med øjeblikkelig virkning stoppede sit politiske virke.

Asger Mortensen blev valgt ind i byrådet i 2017 med 465 personlige stemmer. Han blev genvalgt i november med 460 personlige stemmer, men nåede næsten ikke at komme i gang med sin anden periode i byrådet i Frederikshavn Kommune.

Asger Mortensen var reservedelschef hos Semler Retail Aalborg. Inden da havde han i mange år en tilsvarende stilling hos Uggerhøj i Frederikshavn.

Igennem årene ydede Asger Mortensen en kæmpe indsats i IF Skjold Sæby. Han bestred med engagement og begejstring flere poster og var blandt andet været formand i klubben. I 2015 blev han udnævnt til æresmedlem.

Så sent som i søndags lavede Asger Mortensen et opslag på Facebook, hvor han glædede sig over, at sønnen Jeppe Mortensen havde fået bevilget hjemsendelse fra sin militærudsendelse til Letland som oversergent i hæren.

- I dag er en særlig god dag. Vores lille familie er nu samlet, skrev Asger Mortensen, som også med stolthed nævnte, at hans datter, Trine Størup Mortensen, var hjemme i Sæby for at være træner på DBU's Fodboldskole.

- Far er stolt og glad og har mindet Skjold-tiden i fulde drag.

Det var første og sidste gang, at Asger Mortensen omtalte sin kræftsygdom på Facebook.

- Jeg har virkelig behov for at takke alle jer, der har givet mig og vores familie så stor opbakning i hele forløbet. Jeg nyder at tale med jer, når vi mødes. I må ikke gå uden om mig. Jeg svarer så meget, jeg formår, når I har skrevet til mig. Det varmer ikke kun hos mig, men i hele min familie, pointerede Asger Mortensen.

Tre dage efter - 6. juli - døde han.

Asger Mortensen begraves fredag 15. juli kl. 13.00 fra Sæby Kirke.

Æret være hans minde.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close