Tre personer anholdt i går - idømt i alt 12 års fængsel i formiddag
To mænd på 33 år og en kvinde på 28 år - bosat i Frederikshavn og en oplandsby tæt på Frederikshavn - blev i formiddag idømt straksdomme på hver fire års fængsel.
De blev anholdt torsdag formiddag på deres bopæl. Det drejer sig om to adresser, henholdsvis i Frederikshavn og en oplandsby.
De blev i formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, og her fik de alle en straksdom på hver fire års fængsel.
De blev kendt skyldige i videresalg af 1709 gram kokain i perioden fra 18. marts til 20. april i år.
Den ene mand og kvinden blev også dømt for at være i besiddelse af 25,73 gram kokain og syv gram amfetamin til eget brug.
- Vi anholdt de tre personer torsdag omkring kl. 9.30, og det skete efter længere tids efterforskning, foræller politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforsningscenter Frederikshavn.
De tre personer modtog dommen og skal sidde varetægtsfængslet, indtil afsoning kan begynde.




































