Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur får Søren Visti som ny formand
Søren Visti (SF) er udpeget som ny formand for Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur i Frederikshavn Kommune. Han afløser partifællen Christina Lykke, som forlod Frederikshavn Byråd, da hun blev valgt ind i Folketinget.
Mogens Brag vikarierede som udvalgsformand, mens Christina Lykke havde orlov fra byrådet, men efter at Christina Lykke officielt forlod byrådet i sidste uge, skulle der vælges en ny formand for Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.
Netop dette udvalg var det eneste, hvor det borgerlige flertal overlod formandsposten til SF/S efter kommunavalget i november.
Efter Christina Lykkes farvel til Frederikshavn Byråd kunne det ikke udelukkes, at de borgerlige partier "snuppede" formandsposten for næsen af SF/S, men det skete altså ikke.
Udvalget godkendte på sit møde i mandags Søren Visti (SF) som ny formand.
Han udpeges også som formand for Grønt Råd, repræsentant til Grøn Trepart, Nordlige Kattegat og Skagerrak samt Repræsentantskabet for Nordjyllands Trafikselskab.




































