Uggerhøj Biler forlænger hovedsponsor-aftale med Frederikshavn Ishockey Klub
Uggerhøj Biler har forlænget sin hovedsponsor-aftale med Frederikshavn Ishockey Klub for de kommende tre sæsoner. Aftalen blev underskrevet onsdag ved et festligt arrangement hos Uggerhøj Biler, hvor hele byen samtidig hyldede fem af Frederikshavns VM-helte samt holdleder Esben Nedermark.
Arrangementet bød på både taler, autografskrivning og god stemning, da de lokale ishockeystjerner blev hædret foran et talstærkt fremmøde. Efter den officielle del skrev spillerne autografer i 45 minutter, og deltagerne kunne nyde grillede pølser og kolde forfriskninger i solen.
I forbindelse med offentliggørelsen udtaler Christian Nordentoft, bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Ishockey Klub:
- Vi skylder Sten Uggerhøj og hele teamet hos Uggerhøj Biler en stor tak for deres fortsatte støtte. De har i mange år været en uvurderlig samarbejdspartner for os – ikke bare som hovedsponsor, men som en aktiv medspiller i udviklingen af ishockeyen i Frederikshavn. Denne forlængelse betyder meget for klubben og for sporten i hele byen.
Kasper Østergaard, næstformand i Frederikshavn Ishockey Klub, tilføjer:
- Til det super flotte hyldestarrangement for vores fremragende frederikshavnske spillere valgte Uggerhøj Biler at forlænge deres hovedsponsorat. Lige så stolte vi er af de frederikshavnske spillere til VM, lige så stolte er vi over, at Uggerhøj Biler ønsker at bakke os op og støtte fremtiden i Frederikshavn Ishockey Klub. Uggerhøj Biler er synonymt med ishockey i Frederikshavn, og derfor en vigtig medspiller, når vi skal udvikle os som klub – både på talentdelen, men især også på breddedelen. Det vigtigste for os er, at ishockey er for alle.
Frederikshavn Ishockey Klub ser frem til tre nye år med et stærkt og målrettet samarbejde med Uggerhøj Biler – en støtte, der er med til at sikre både den sportslige og sociale udvikling af ishockeyen i byen.