Uggerhøj stillede tre biler til rådighed for Skagen Festival
Uggerhøj i Frederikshavn hjalp i år Skagen Festival med transport af kunstnere og bands, der spillede 60 koncerter på fem festivalscener.
En del ankommer i egen tour-bus direkte til festivalscenen og kører videre ud i festivalsommeren efter koncerten. De fleste udenlandske musikere skal dog hentes, når de lander i Danmark med instrumenter i bagagen. Her har festivalen i mange år haft et hold af festivalchauffører, som tager sig af kørsel for musikerne: Til og fra lufthavnen i Aalborg – sommetider Aarhus - eller færger i Hirtshals og Frederikshavn. Det bliver også til adskillige ture lokalt i Skagen, når både danske og udenlandske kunstnere og bands skal fra hotel til festivalscene – og tilbage igen.
I år rakte festivalen ud til Uggerhøj i Frederikshavn. Direktør Sten Uggerhøj var straks med på idéen og tilbød festivalen at låne biler til formålet.
- Selvfølgelig skal vi støtte Skagen Festival og bakke op om det store fællesskab. Det er vigtigt, at vi står sammen, når udfordringerne banker på døren, så vi også har et levende Vendsyssel med et flagskib som festivalen fremover, udtaler Sten Uggerhøj, som generøst stillede en Skoda Superb, en VW Caravelle samt en KIA til rådighed for festivalen.
En af festival-chaufførerne, tidligere borgmester Kurt Kirkedal Jensen fra Skagen, har haft nogle travle, men spændende dage.
- Det har udelukkende været en stor oplevelse at køre med festivalens kunstnere og bands, mærke deres humør og store spilleglæde, fortæller Kurt Kirkedal Jensen, som nu ønsker sig en ny bil.
- Det var en fornøjelse at køre med biler fra Uggerhøj og stærkt vanedannende. Vi er mindst to chauffører, der ønsker os en Skoda Superb i julegave.
Han kørte dog også i den store Caravelle.
- Søndag morgen noterede jeg mig, at trætte musikere fandt bilen så behagelig, at de alle sov hele vejen til lufthavnen, lyder det fra Kurt Kirkedal Jensen med et glimt i øjet.
Skagen Festival har et tæt samarbejde med lokale virksomheder, der alle bakker op om festivalen. Det gælder både sponsorater, udlån af truck, hegn, kølecontainere og andre ydelser, som alt sammen er med til at skabe et trygt fundament for festivalen, der udelukkende er drevet af frivillige kræfter.