Ulven ved Bunken: Måske skal vi genetablere proportionerne – ikke trygheden

Det er en oplevelse og nogle billeder, som selvfølgelig kan virke voldsomme. Det skal vi ikke tale ned.

Men det er mindst lige så vigtigt at få resten med: De eksperter, som myndighederne har bedt om at vurdere hændelsen, har vurderet, at der ikke var tale om en farlig situation, og at ulvens adfærd havde til formål at få løberen til at trække sig væk.

Myndighederne har samtidig ud fra et forsigtighedsprincip midlertidigt anbefalet, at man ikke færdes i det berørte område, mens situationen vurderes nærmere. Den anbefaling skal vi naturligvis respektere.

Vores borgmester har i forbindelse med situationen talt om, at vi skal have "genetableret trygheden i naturen".

Jeg forstår intentionen. Og jeg anerkender fuldt ud, at nogle mennesker oprigtigt føler sig utrygge ved tanken om, at der nu færdes ulve i vores område.

Men jeg synes også, vi skal tænke over, hvad vi signalerer med sådan en formulering. For hvis trygheden skal genetableres, har vi næsten allerede slået fast, at naturen er blevet utryg.

Der er forskel på at føle sig utryg og på, at noget objektivt er blevet utrygt.

Den første del skal vi tage alvorligt. Vi skal ikke latterliggøre mennesker, der er bange for ulven. Men hvis utrygheden blandt andet næres af dramatiske overskrifter, videoer uden tilstrækkelig kontekst og en debat, hvor de værst tænkelige scenarier får mest plads, så mener jeg ikke, at løsningen er at bekræfte fortællingen om, at naturen nu er blevet farlig.

Så skal vi arbejde med oplysning.

Med fakta. Med viden om ulvens adfærd. Med konkrete råd om, hvordan vi skal forholde os, hvis vi møder den. Og med en tydelig skelnen mellem en ulv, der udviser naturlig adfærd, og en ulv, der faktisk udvikler en adfærd, som giver fagligt grundlag for bekymring.

Jeg bor selv nord for Frederikshavn og færdes meget i netop denne del af den nordjyske natur. Bunken Klitplantage, Ålbæk og området syd for Råbjerg Mile er områder, jeg selv bruger – blandt andet på ture med vores hunde.

Jeg ved godt, at der nu kan være ulve derude. Jeg følger selvfølgelig myndighedernes aktuelle anbefaling om at holde mig fra det berørte område. Når den anbefaling ophæves, kommer jeg også til at færdes der igen.

Med respekt og omtanke, men ikke med frygt.

For ulven er et stort, vildt rovdyr. Den er ikke et kæledyr, og den skal behandles derefter. Men respekt er ikke det samme som frygt.

Det betyder heller ikke, at enhver ulv skal accepteres under alle omstændigheder. En ulv, der udvikler problematisk eller farlig adfærd, skal håndteres. Og hvis bestanden på et tidspunkt udvikler sig sådan, at der bliver behov for at diskutere regulering, skal vi selvfølgelig også kunne tage den diskussion.

Men en observation af en ulv – selv en tæt observation – gør ikke automatisk ulven til en problemulv eller naturen til et farligt sted. Det må være dyrets konkrete adfærd og de faglige vurderinger, der er afgørende.

Jeg synes, vi i Danmark nogle gange er blevet meget hurtige til at ville fjerne det, der udfordrer os, skaber besvær eller gør os utrygge. Men naturen er ikke kun vores, og rigtig natur er heller ikke nødvendigvis fuldstændig kontrollerbar og indrettet efter menneskets behov.

Vi skal kunne lære at leve med, at naturen også kan være vild.

Det kræver viden, respekt og fornuftige forholdsregler. Det kræver, at problemulve håndteres, hvis de opstår. Men det kræver også, at politikere, medier og vi andre holder fast i proportionerne og ikke gør frygten større end det faktuelle grundlag.

Jeg kommer fortsat til at færdes i den nordjyske natur – også dér, hvor der lever ulve.

Med respekt. Med omtanke. Men ikke med frygt.

Måske er det derfor ikke trygheden i den nordjyske natur, vi først og fremmest har brug for at genetablere.

Måske er det proportionerne i debatten.