Gå til hoved-indhold
04. marts 2024 - kl. 08.03

Unge skøjteløbere fra FSF vinder guld og sølv i Rødovre

  • 1 af 7
  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af: Michael Frederiksen

11-årige Frederikke Hagen Vorum vandt guld og 10-årige Augusta Hagen Dam sølv ved DSU’s Forårsfinale i Rødovre.

Dansk Skøjte Unions Forårsfinale for de yngste konkurrence- og mesterskabsløbere fra 8-12 år blev i lørdags afviklet i Rødovre Skøjte Arena, og Frederikshavn Skøjteforening havde syv løbere med til konkurrencen.

Springs K1 med hele 28 løbere blev vundet af 11-årige Frederikke Hagen Vorum. Hun løb som nummer syv i rækken et stort set fejlfrit program med både flotte trin, spring og piruetter, men der manglede på det tidspunkt hele 21 løbere, så der var lang vej hjem. Førstepladsen forblev dog Frederikkes, og hun kunne derfor stolt stille sig øverst på podiet til aftenens præmieoverrækkelse.

I samme række løb både 10-årige Noa Winther Jensen og 11-årige Alberte Høeg Østergaard nogle smukke programmer og endte som nummer 14 og 22. Alberte var lidt uheldig med en kombinationspiruette, der blev helt streget, og som derfor ikke gav hende nogle point.

I Springs K2 skulle 12-årige Josefine Toft Bregnhøj løbe sit nye program for blot anden gang, og hun blev belønnet med en flot komponentscore af dommerne for hendes præsentation og skating skills. Josefine fik ligesom Alberte desværre streget sin kombinationspiruette, hvilket kostede dyrt på pointkontoen, men Josefine satte stadig ny personlig rekord og endte midt i rækken på en niendeplads.

I den yngste mesterskabsrække Cubs M imponerede både 10-årige Augusta Hagen Dam og 9-årige Caroline Toft Bregnhøj. Augusta landede tre dobbeltspring, lavede to level 2 piruetter og fik for anden weekend i træk rækkens højeste tekniske score for og vandt en flor sølvmedalje. Caroline landede to dobbeltspring og fik mange plusser for sine to piruetter, og ligesom til ESK Cup i sidste weekend endte hun på en lidt utaknemmelig fjerdeplads, kun 0,11 point fra en podieplads.

I Springs M løb 11-årige Annabel Bøger et utrolig flot program med blandt andet en flot dobbelt Lopp + Tåloop, to level 2 piruetter og en koreografisk sekvens med plusser fra dommerne. Annabel satte ny personlig rekord og endte på en femteplads i en meget stærk Springs M række, hvor niveauet i år er meget højt.

FSF stillede til Forårsfinalen med syv løbere. Maja Gosvig Valeur og Matilde Maysfelt stillede ikke op til konkurrencen, da de i stedet deltager i en international konkurrence i Oslo i den kommende weekend, og Merle Thekla Aakjær Sørensen, Matilde Bregnhøj og Marie Calundan, der netop har bestået det adgangsgivende tekniske krav til at blive konkurrenceløber, kunne desværre ikke nå tilmeldingsfristen til konkurrencen og afslutter derfor i stedet sæsonen med den sidste Funskate-konkurrence i Odense, der også finder sted i den kommende weekend.

Resultater DSU's Forårsfinale:

Konkurrencerækken:
Springs K1 (10-12 år)
Nr. 1 Frederikke Hagen Vorum (20,82 point)
Nr. 14 Noa Winther Jensen (16,95 point)
Nr. 22 Alberte Høeg Østergaard (13,36 point)

Springs K2 (10-12 år)
Nr. 9 Josefine Toft Bregnhøj (24,69 point) PB

Mesterskabsrækken:
Cubs M (8-10 år)
Nr. 2 Augusta Hagen Dam (25,00 point)
Nr. 4 Caroline Toft Bregnhøj  (22,05 point)

Springs M (10-12 år)
Nr. 5 Annabel Bøger (31,34 point) PB

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...