Ungevalg 2025 i Arena Nord: Jordskredssejr til 18-årig byrådskandidat
18-årige Jens Jæger fra Socialdemokratiet hev en jordskredssejr hjem i sin første debat nogensinde som byrådskandidat. Frederikshavn Kommunes yngste kandidat fik 50 procent af stemmerne, da næsten 900 skoleelever i formiddag deltog i Ungevalg 2025 i Arena Nord.
Det var en dag i demokratiets tegn for de 884 elever fra 8., 9. og 10. klasse i Frederikshavn Kommune. Ungevalg 2025 blev afviklet i Arena Nord, hvor en kandidat fra hver af de ni opstillede partier i Frederikshavn Kommune skulle vinde de unges stemme.
Det politiske engagement var til at føle på, da de mange unge fik en forsmag på demokratiet – og mulighed for at vise lokalpolitikerne, hvilken retning de ønsker, kommunen skal bevæge sig i.
Jens Jæger (Socialdemokratiet), Bjarne B. Madsen (Det Konservative Folkeparti), Christina Lykke (SF - Socialistisk Folkeparti), Klaus Hjulmand (Liberal Alliance), Nikolaj Andersen (Moderaterne), Nicolai Thomsen (Dansk Folkeparti), Bodil Krogh (Venstre - Danmarks Liberale Parti), Jens Nygaard (Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg) og Jonas Sivesgaard (Enhedslisten - De Rød-Grønne) var mødt op for at debattere med de unge.
Debatten omhandlede emner som fastholdelse og tiltrækning af unge, skabelsen af et bedre ungeliv og de enkelte partiers mærkesager.
Som en del af arrangementet fik hver skoleklasse mulighed for at stille spørgsmål direkte til politikerne. På den måde er det deres egne meninger og bekymringer, der bliver hørt og taget alvorligt.
Efter debatten skulle de unge stemme på det parti og den kandidat, som de mente var mest overbevisende under debatten. Det blev til en storsejr til Jens Jæger foran Christina Lykke, som vandt Ungevalget for fire år siden med 46 procent af stemmerne. 79 procent af skoleeleverne stemte rødt.
Klaus Hjulmand fik 11 procent af stemmerne, og dermed blev Liberal Alliance det største borgerlige parti.
- Ungevalget giver de unge mulighed for at engagere sig i samfundet og opbygge et større kendskab til politik. Og så er det god smagsprøve på demokratiet. Arrangementet giver også politikerne en unik chance for at lytte til og lære af de unges perspektiver, siger borgmester Karsten Thomsen, som bød velkommen.
Et klart flertal af politikerne efterlyste et campus, hvor gymnasierne arbejder tættere sammen - måske endda på samme matrikel. Eleverne var derimod mere splittede i dette spørgsmål.
Jens Nygaard spurgte skoleeleverne, om de ønsker ét ungdomshus eller flere mindre ungdomshuse. Et markant flertal ønskede sidstnævnte.
- Det tager jeg med videre, lovede Jens Nygaard.
Holder politikerne ord, kan skoleeleverne også glæde sig til, at Frederikshavn Kommune finder penge i budgettet til, at skolepatruljernes årlige skitur til Norge bliver genindført. Den er p.t. sparet væk og afløst af et arrangement, som kun varer én dag.
Det er Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Kommunes Ungdomsskole, som holder ungevalg.
Sådan blev resultatet:
- A, Socialdemokratiet: 50%
- C, Det Konservative Folkeparti: 1%
- F, Socialistisk Folkeparti: 27%
- I, Liberal Alliance: 11%
- M, Moderaterne: 1%
- O, Dansk Folkeparti: 2%
- V, Venstre – Danmarks Liberale Parti: 3%
- Æ, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg: 3%
- Ø, Enhedslisten – De Rød-Grønne: 2%













































