Vær med, når Kongeparret besøger Frederikshavn Kommune
Nu har du mulighed for at se, hvor du kan opleve og måske hilse på Kongeparret, når de mandag 25. august besøger Frederikshavn Kommune.
På frederikshavn.dk kan du nu se alle besøgssteder, ligesom du under hver by kan se, hvor du kan møde Kongeparret. Du kan også læse om parkeringsforhold og vejafspærringer.
For at kunne afvikle Kongeparrets besøg vil der nemlig være brug for at lukke enkelte veje for parkering og indkørsel i en periode. Det vil gælde for Sæby Havn, Sæbys gamle bydel og en del af Søndergade. I Skagen vil det være en del af Markvej omkring Anchers Hus. Beboerne i områderne får direkte besked inden besøget.
Fredag 15. august offentliggør Kongehuset det endelige program, og herefter vil kommunen offentliggøre de præcise tidspunkter.
Alle – børn, unge og voksne i alle aldre er velkomne. Du kan for eksempel være med på Sæby Havn, når Kongeparret ankommer, være i Algade eller Clasens Have. Du kan også tage opstilling i Bangsbo Dyrehave, ved Anchers Hus i Skagen, på Grenen eller Skagen Havn. På havnen kan du se, når gæsterne ankommer til reception på Kongeskibet Dannebrog eller tage afsked med Kongeparret, når Dannebrog sejler ud fra havnen. Skagen Havn sørger for en festlig afslutning af dagen med fyrværkeri.
Frederikshavn Kommune sørger for flag på havnene, men det vil også være en flot gestus, hvis Dannebrog vajer fra de mange flagstænger, der er langs ruten.
Den endelige rute bliver offentliggjort fredag 15. august.