Gå til hoved-indhold
26. juni 2025 - kl. 00.06

Valgstederne i Brønden, Præstbro, Hulsig, Lyngså og Understed nedlægges

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

SF's forsøg på at redde valgstederne i Brønden, Præstbro, Hulsig, Lyngså og Understed samlede ikke flertal på onsdagens byrådsmøde. SF's ændringsforslag blev nedstemt med stemmerne 19-10. Flertallet bestod af Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.

Byrådet besluttede for tre år siden at nedlægge valgstederne i Brønden, Præstbro, Hulsig, Lyngså og Understed. I stedet blev der godkendt en forsøgsordning i de fem byer, hvor der var mulighed for at brevstemme i kortere tidsrum ved såkaldte "pop-up"-brevstemmesteder.

Forsøgsordningen kørte op til valget til Folketinget i 2022 samt valget til Europa Parlamentet i 2024. Brevstemmestederne var bemandet med to personer, og disse havde ved folketingsvalget et estimeret forbrug på 70 timer (inkl. køretid/overtid). Ved valget til Europa-Parlamentet var forbruget på 35 timer (inkl. køretid/overtid).

I begge tilfælde var der derudover udgifter til leje af lokaler, herunder forsamlingshuse, idrætshaller og lignende. Forsøgsordningen resulterede i, at man via pop-up-brevstemmestederne modtog 141 stemmer i alt ved folketingsvalget. Ved valget til Europa-Parlamentet modtog man 19 stemmer.

- Det virkede ikke efter hensigten, sagde Ole Rørbæk (A) på byrådsmødet.

Tina Kruckow (SF) havde en anden holdning:

- Det kan virke som en lille sag, men det handler om demokrati. Om der én eller 1000, som stemmer, er det demokrati. Vi har ikke råd til at spare, når det gælder adgangen til at stemme. Det må ikke være sværere at stemme, fordi man bor i en landsby, sagde Tina Kruckow.

SF foreslog derfor at udvikle og afprøve alternativer stemmeløsninger i de fem byer. Det kunne være et rullende mobilt stemmested, for eksempel en bus som i andre kommuner.

John Lamp Henriksen (C) støttede Socialdemokratiet.

- Vi er bestemt også demokratiske i Det Konservative Folkeparti, og det, der er vigtigt for os, er, at er man syg eller dårligt gående, er der mulighed for at stemme i sit hjem. Det er da demokrati, og det rækker så fint. Vi skal have respekt for økonomien og de ressourcer, der ligger i dette, lød det fra John Lamp Henriksen.

- Jeg kan mærke, at der er nogen, som ikke er for demokrati i hele kommunen, noterede Tina Kruckow.

Thomas Hjort (DD) mente, at det var for tidligt at fjerne pop-up-stemmestederne efter kun to valg. 

- Det er peanuts, vi sparer, og de skal ikke stå i vejen for demokratiet, sagde DF'eren.

Jens Nygaard (DD) var klar i mælet:

- Danmarksdemokraterne holder hånden under de små landsbyer. Vi kan absolut ikke stemme for dette forslag, sagde han.

- Alle valg er lige vigtige, og hvorfor ikke prøve det af på et kommunalvalg?, spurgte Mette Hardam (V).

Martin Tøttrup Kelkelund (SF) gjorde opmærksom på, at "stremmeprocenterne i forvejen er pinligt lave i Nordjylland".

- Det her er endnu et skridt i den forkerte retning. Vi skal tværtimod gøre det nemmere at stemme og motivere potentielle vælgere, sagde SF'eren.

Efter at SF's ændringsforslag faldt, skulle der stemmes om indstillingen. Den gik ud på at nedlægge de fem pop-up-brevstemmesteder.

DD, DF og SF stemte imod. Venstre og Lone Haugaard (UP) undlod at stemme. Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti stemte for.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...