Gå til hoved-indhold
27. marts 2020 - kl. 11.03

Vendsyssel-træner kalder ny spiller for et scoop

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Mette Brandt Nielsen, der har fødselsdag i dag, har mange målgivende afleveringer, hvor specielt hendes blik for stregspillet er yderst veludviklet.
Af: Michael Frederiksen

Vendsyssel Håndbold har lavet en to-årig kontrakt med den alsidige bagspiller Mette Brandt Nielsen, som i dag fylder 22 år. Hun skifter efter en sæson hos oprykkerne Sola i Norges bedste række, hvor hun scorede 62 mål i 25 kampe.

Hun stammer fra Svendborg, men har i Danmark også spillet for FC Midtjylland, Horsens og Skanderborg.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg i de to næste sæsoner skal spille i Vendsyssel, der for mig lyder som en god klub, hvor der er plads til spillernes udvikling. De har i denne sæson vist, at de har et hold, der vil fremad, siger Mette Brandt Nielsen.

Hun kender i forvejen flere på holdet.

Cheftræner Kent Ballegaard mener, at tilgangen af Mette Brandt Nielsen er et scoop.

- Jeg vil faktisk mene, at vi har gjort et mindre scoop. Nu skal vi så i fællesskab have bragt hende op på et endnu højere niveau, som hendes store talent og ærgerrighed berettiger til, lyder det fra træneren.

Han roser den kommende Vendsyssel-spiller.

- Hendes alder til trods har hun allerede erfaring fra den bedste danske og norske række. Vi får en intelligent spiller, der har rigtig mange målgivende afleveringer, hvor specielt hendes blik for stregspillet er yderst veludviklet. Desuden er hun fin på duelspillet og besidder et godt skud fra mellemdistancen. Hendes ambitioner og tanker om håndbolden passer perfekt hertil, vurderer Kent Ballegaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...