Vi har altid haft flere svejseapparater end speltbrød
Byrådsmedlem June Menne (A) har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommunes styrke har altid været det solide erhvervsliv og de stolte håndværkertraditioner. Vi har altid haft flere svejseapparater end speltbrød, og det er vi faktisk lidt stolte af. Men nu står vi med en udfordring, der kræver mere end gode intentioner og kaffe på kanden.
Der bliver længere og længere mellem lærlingene, og det skaber problemer for både virksomhederne og de unge, der risikerer at gå glip af en stærk, meningsfuld karrierevej. Statistikkerne viser, at færre vælger erhvervsuddannelser, mens behovet for arbejdskraft vokser – især inden for maritime erhverv, turisme og industri. Det er lidt som at stå med en flot båd, men uden besætning.
Samtidig må vi forholde os til de store muligheder, der kan være på vej. Hvis vi i Frederikshavn Kommune får del i byggeriet af de nye skibe til flåden, vil det kræve masser af faglært arbejdskraft – og lærlinge, der kan være med fra starten. Det er ikke bare en historisk chance for vores kommune, men også en kæmpe opgave, der kalder på handling allerede nu.
Som socialdemokrat mener jeg, at løsningen ikke findes ét sted – den findes i fællesskabet. Vi skal løfte i flok: Kommune, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Vi har allerede gode tiltag som "Lærlingepuljen", og den bør styrkes. Men vigtigst af alt: Flere virksomheder skal åbne dørene for unge. Ikke blot som en forpligtelse, men som en investering i vores fælles fremtid. Hver eneste lærling er en mulighed – for vækst, for faglighed og for at sikre næste generation af dygtige hænder.
Regeringens initiativ om at hæve elevlønninger er et positivt skridt på vejen. Men det løser ikke alt. Der er fortsat brug for lokale indsatser, hvor vi kommer ud på skolerne og møder de unge i øjenhøjde. Vi skal fortælle dem, hvordan en læreplads kan fungere som et springbræt til fast arbejde, faglig stolthed og en meningsfuld karriere. Det er en fortælling, der skal ud – og vi har både historien og virkeligheden til at bakke den op.
Vi bør også styrke samarbejdet med EUC Nord og TEC Frederikshavn, så vi sikrer, at uddannelserne matcher erhvervslivets virkelige behov – ikke bare i 2025, men også i 2030 og frem.
Derfor en klar opfordring fra mig:
Til politikere, erhvervsledere og alle med indflydelse – lad os gribe denne mulighed. Lad os gøre Frederikshavn Kommune til et sted, hvor unge har lyst til at gå i lære, og hvor erhvervslivet ved, at fremtidens faglærte står klar.
Det kræver mod, vision og viljen til at prioritere. Men hvis ikke vi handler nu – hvem gør så?