Gå til hoved-indhold
05. juni 2026 - kl. 10.06

- Vigtige beslutninger om tryghed, kvalitet og ansvarlig økonomi

  • 1 af 1
    Foto: Frederikshavn Kommune.
Af: THomas Hjort, Formand for Udvalget for Ældre, Social og Handicap, Dansk Folkeparti

Thomas Hjort, formanden for Udvalget for Ældre, Social og Handicap har skrevet dette indlæg.

På det seneste møde i Udvalget for Ældre, Social og Handicap traf vi en række beslutninger, der både handler om kvalitet i tilbuddene til borgerne og om at sikre en ansvarlig økonomi. 

Udvalget godkendte en ny fireårig samarbejdsaftale med CKU Vendsyssel, som sikrer borgere med behov for kompenserende voksenundervisning fortsat adgang til specialiserede tilbud inden for blandt andet talepædagogik, kognitiv rehabilitering, IT-undervisning og undervisning af pårørende. Det er et samarbejde, vi er tilfredse med, og som giver borgerne tryghed og høj faglig kvalitet. 

En anden vigtig beslutning handlede om Ålbæk Plejeboliger. Udvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling om at gennemføre den tidligere vedtagne budgettilpasning.  

Udvalget ønsker at Ålbæk Plejeboliger forsætter driften resten af valgperioden. Udvalget vurderer, at driften kan finansieres inden for udvalgets samlede ramme. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, vil udvalget anvise den nødvendige økonomi ved omprioriteringer inden for udvalgets ramme. 

Det giver ro og tryghed for beboere, pårørende, medarbejdere og lokalsamfundet. 

Et flertal af udvalget kunne samtidig melde tilbage til den samlede budgetproces, at vi ser os i stand til at fremlægge et budgetforslag for 2027-2030 inden for de udmeldte økonomiske rammer. Det er et vigtigt skridt mod en fortsat ansvarlig økonomistyring, hvor vi både passer på økonomien og fastholder fokus på kernevelfærden. 

For stemte 4 - Bodil Krogh (V), Bent Bøgsted (DD), Susanne Marianne Møller (DD) og Thomas Hjort (DF). 

Imod stemte 3 - Peter E. Nielsen (S), Brian Kjær (S) og Jane Bengtsen (SF).   

Socialdemokratiet og SF kan ikke tilslutte sig udvalgsbaserede besparelsesøvelser, da det udgør en de facto videreførelse af 1%-besparelser. Budgettilpasninger bør ske politisk og samlet på tværs af udvalg i budgetforhandlingerne mellem første og anden behandling af budgettet. 

Udvalget blev også orienteret om magtanvendelser i 2025. Den samlede vurdering er, at udviklingen ikke giver anledning til særlige tiltag. Indberetningerne bruges til at sikre borgernes retssikkerhed og til løbende læring og forebyggelse blandt medarbejderne. 

Endelig blev udvalget orienteret om det kommende udbud af tøjvask til borgere, der modtager hjælp i eget hjem. Formålet er at skabe en stabil og fremtidssikret løsning på et område, hvor der er rekrutteringsudfordringer, samtidig med at der sikres kvalitet og service til borgerne. 

Samlet set er det beslutninger, der understøtter vores mål om tryghed, kvalitet og ansvarlig drift på ældre-, social- og handicapområdet. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...