Gå til hoved-indhold
112
28. december 2023 - kl. 11.12

Vraggods fra Mærsk-containere: Nu ryddes der op på strandene ved Skagen

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
    Oprydning ved Kandestederne. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Der er nu gang i oprydningen på strandene ved Skagen, hvor vraggods fra 46 tabte Mærsk-containere er drevet i land forskellige steder.

Strandene bliver i formiddag kørt igennem for at få et samlet overblik. Der opsættes containere ved Kandestederne og Skiveren. Der er allerede samlet bunker affald af frivillige flere steder. Det opsamles, så det ikke suser til havs igen.

Hvis der viser sig at være behov for yderligere containere på strækningen fra Grenen og syd på, bestilles de ved en vognmand og sættes strategisk.

- Vi har 10-12 gode kommunale folk på opgaven. De fem af dem er taget ind fra ferien. De har lokalkendskabet. Det er rigtigt godt. Der skal også fra kommunal side lyde en stor tak til alle frivillige, der giver en hånd med, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.

Der var virtuelt møde onsdag, hvor Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn kommuner var repræsenteret samt to repræsentanter for Mærsk, der havde taget initiativet til dette møde.

Containerskibet var på vej op langs vestkysten, da det tabte 46 containere cirka 17 mil nord for Hanstholm. Derefter sejlede skibet videre til Gdansk. Kun fire containere er fundet – resten er stadig i havet.

Politiet og Beredskabsstyrelsen er orienteret. Strandfogederne er myndighed under politiet. Der er ikke tabt farligt godt (kemikalier og lignende). Derfor er beredskabet ikke involveret i oprydningen.

Mærsk har entreret med stort internationalt bjergningsselskab.

- Mærsk er meget tydelige på, at de betaler alle udgifter og er med i oprydningsarbejdet til det er helt afsluttet, men de har behov for hjælp lokalt. Ejendomme, Park og Vej hjælper med både mandskab og kontakt til relevante lokale entreprenører, der kan hjælpe med opgaven. Vi koordinerer med Hjørring Kommune, oplyser Birgit S. Hansen.

Situationen betyder en del for fiskeriet langs vestkysten. Der er udsendt en kraftig advarsel. Det anbefales, at der ikke sejles på strækningen. Der er dialog med alle havne fra Hanstholm til og med Skagen og Frederikshavn.
 
- Mærsk vil holde os orienteret om situationen løbende, og der vil formentlig blive arrangeret flere koordinerings- og orienteringsmøder på teknikerniveau, udtaler borgmesteren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...