W. Klitgaard gør klar til ny sæson - med ny mast
Mange har været forbi Pier 2 for at følge aktiviteterne på havnen og ikke mindst klargøringen af det gamle træskib W. Klitgaard.
Der er mange, der stopper op for at høre, hvordan det går. Det har nemlig ikke været muligt at følge vedligeholdelsesarbejdet på grund af skibets vinteroverdækning.
Vinteroverdækningen har gjort, at meget vedligeholdelse har kunnet udføres uden hensyntagen til vind og vejr. Ikke uvæsentligt for et træskib, der i år har 130 års fødselsdag, men heller ikke uvæsentligt for de mange frivillige, der arbejder med skibet.
Den manglende mastetop har naturligvis givet anledning til mange kommentarer. Værftet JOBI i Strandby har nu fremstillet en ny til erstatning for den gamle mast, som knækkede på sejladsen Limfjorden Rundt i 2020.
W. Klitgaard er i øjeblikket på værft til det årlige lovpligtige eftersyn. Samtidig med dette vil den nye mast blive monteret.
Årets første sejlads vil være med elever fra MARTEC. Denne finder sted medio april 2021.
Første billede viser W. Klitgaard med fuld sejlføring, inden masten knækkede, og det andet viser mandskabet i gang med at slibe masten helt rund efter værftet har høvlet den ned til 64 kanter.