730 gæster til storstilet jubilæumsfest i arenaen
I anledning af 100-året for det B&W-byggede M/S Selandia, verdens første ocean-gående skib med dieselmotorer, inviterede MAN Diesel & Turbo i aftes sine medarbejdere med ledsager til jubilæumsfest i Arena Nord.
Temaet for festen var Selandias jomfrurejse. I alt 730 medarbejdere med ledsagere, både fra Frederikshavn og Holeby, blev budt velkommen i et havnemiljø fra 1912 med gøglere, tryllekunstnere og mågeskrig.
Kaptajn for MAN Diesel & Turbo Frederikshavn, Poul Knudsgaard, holdt velkomsttale og introducerede jomfrurejsens purser, Anders Lund Madsen. Han underholdt bl.a. med MAN’s lange og traditionsrige historie, og overrakte hovedpræmien i en Selandia Quiz til den heldige og dygtige vinder, John Henri Olsbæk, lagerarbejder i Frederikshavn, som vandt en tur for to til Paris.
På jomfrurejsen sang og underholdt Festmaskinen, Sys Bjerre, Peter A.G. Nielsen, Rockhoppers ført an af Den Skallede Kok, og det lokale band Østre Gasværk.
16. februar 2012 var det præcis 100 år siden en teknologisk revolution i 1912 kunne forlade værftet B&W i København og stævne ud på verdenshavene. Det nybyggede motorskib M/S Selandia sejlede på diesel og markerede begyndelsen til enden for dampskibene der sejlede med kul som brændstof. Selandia blev med sine 2.500 hestekræfter sat ind i ØK's linjefart til Fjernøsten.