Gå til hoved-indhold
24. juni 2026 - kl. 15.06

80-årigt æresmedlem i Sæby Golfklub slår sin alder – brutto

  • 1 af 1
    Jørgen Nielsen (i midten) spillede dagens runde med Søren Rasmussen (t.v.) og Jørgen Steffensen.
Af: Michael Frederiksen

Der var i dag grund til ekstra store smil i Sæby Golfklub, da klubbens første æresmedlem, Jørgen Nielsen, leverede en præstation ud over det sædvanlige. Som 80-årig gik han nemlig en imponerende runde i 79 slag brutto og kunne dermed skrive sig ind i den eksklusive gruppe af golfspillere, der har formået at slå deres egen alder.

Jørgen Nielsen er en af klubbens stiftere og har gennem årtier været en uvurderlig drivkraft bag klubbens udvikling.

- Med sit store engagement i en række udvalg og sit utrættelige arbejde for klubben har han sat et markant aftryk på det fællesskab, vi kender i dag. Som anerkendelse for sin ekstraordinære indsats blev han i 2014 udnævnt til æresmedlem - som den første nogensinde i klubbens historie, oplyser Radi Pedersen, Sæby Golfklub.

Udover sit store frivillige engagement er Jørgen Nielsen også kendt som en særdeles dygtig golfspiller, der gennem mange år har spillet til lavt handicap. Selvom han i en periode har været mindre synlig på golfbanen på grund af sygdom, er han nu vendt stærkt tilbage til spillet.

- Dagens flotte runde vidner om, at hverken talentet eller kærligheden til golfen er forsvundet. Tværtimod. At slå sin alder brutto som 80-årig er en præstation, de færreste opnår, og det gør bedriften endnu mere bemærkelsesværdig, mener Radi Pedersen.

Golfklubben ønsker Jørgen Nielsen et stort tillykke med den flotte præstation.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...