Gå til hoved-indhold
31. juli 2026 - kl. 00.07

Årets sidste alsangaften blev et smukt punktum på en fantastisk sommer i Strandby

  • 2 af 5
    Knud-Erik Thrane og Lise Robenhagen Hjørnet indtog flere gange scenen i løbet af første afdeling.
  • 3 af 5
    Tina Gillberg bød velkommen og takkede de mange fremmødte, inden hun sammen med Morten Nordheim satte gang i alsangen.
  • 4 af 5
    Mod slutningen af aftenen gik Peter Stokbro, Strandby Fællesvirke, på scenen for at takke de mange gæster og frivillige. Han oplyste, at der også til næste sommer bliver arrangementer på havnen i Strandby i juli, og det udløste store klapsalver fra de mange mennesker på kajen.
  • 5 af 5
    Blandt publikum var også flere norske og svenske sommergæster, og de blev med et smil opfordret til at synge ekstra højt med, når hjemlandenes sange lød fra scenen.
Af: Kanal Frederikshavn

Torsdag aften blev der sat et stemningsfuldt punktum for sommerens mange aktiviteter på Strandby Havn, da årets sidste alsang-aften samlede et stort publikum til en hyggelig, musikalsk og nærværende aften på kajen.

Det var samtidig afslutningen på endnu en succesrig juli for Fællesvirke Strandby, som i år kan fejre 10-års jubilæum med de populære sommerarrangementer på havnen. Gennem hele måneden har tusindvis af mennesker besøgt Strandby Havn, og alsangsaftenen blev en smuk finale på en sommer fyldt med liv, fællesskab og musik.

For mange begyndte aftenen med den populære pil-selv-rejer ad libitum, hvor langt over 100 gæster nød de friske rejer ved langbordene på kajen. Samtidig var der fyldt godt op hos havnens faste spisesteder, Den Blå Café og Mimis Bistro, som også havde travlt hele aftenen.

Musikken blev leveret af en stærk kvartet bestående af svenske Tina Gillberg, norske Morten Nordheim, Knud-Erik Thrane og Lise Robenhagen Hjørnet, som sammen tog publikum med på en musikalsk rejse gennem danske, svenske, norske og engelske klassikere.

Tina Gillberg bød velkommen og takkede de mange fremmødte, inden hun sammen med Morten Nordheim satte gang i alsangen. Som altid optrådte Tina barfodet – hendes varemærke om sommeren – og med sit smittende smil og store energi skabte hun fra første sang en varm og festlig stemning på havnen.

Publikum blev forkælet med flere svenske og norske sange, men også danske klassikere som I en lille båd der gyngerTusen bitar(Tusind stykker)Kongens Have og mange andre velkendte sange. Der blev sunget med fra bænkene, nynnet, smilet og klappet begejstret gennem hele atenen.

Knud-Erik Thrane og Lise Robenhagen Hjørnet indtog flere gange scenen i løbet af første afdeling. De leverede blandt andet de smukke fortolkninger af Lyse nætter, Hvor mågerne skriger og Verden i farver, inden Lise Robenhagen Hjørnet, som var på hjemmebane, med stor indlevelse sang Memory fra musicalen Cats.

Med sin kraftfulde sopranstemme viste hun endnu en gang sit store talent, og publikum kvitterede med et varmt bifald. Strandby kan med rette være stolt af en sangerinde af hendes format.

Blandt publikum var også flere norske og svenske sommergæster, og de blev med et smil opfordret til at synge ekstra højt med, når hjemlandenes sange lød fra scenen. Det bidrog til den hyggelige og uformelle stemning, som kendetegner alsangsaftenerne på Strandby Havn.

Efter pausen åbnede Tina Gillberg anden afdeling med den smukke svenske vise Vem kan segla förutan vind, inden publikum også kunne nyde blandt andet Can't Help Falling in Love og Tonight. Lise  Robenhagen Hjørnet sang på smukkeste vis blandt andet Glemmer du og Fuld af nattens stjerner.

Som finale samlede alle fire kunstnere sig på scenen til Sommer og sol, som blev en festlig afslutning, hvor publikum sang med og kvitterede med lange klapsalver.

Vejret bød på en lun sommeraften med en frisk brise og indimellem lidt mere vind, som fik kjoler og skørter til at blafre på scenen. Men netop havneluften, udsigten til fiskekutterne og det maritime miljø var med til at gøre aftenen helt særlig. Havnen dannede den smukkeste kulisse, og det hele gik op i en højere enhed.

Mod slutningen af aftenen gik Peter Stokbro, Strandby Fællesvirke, på scenen for at takke de mange gæster og frivillige. Han oplyste, at der også til næste sommer bliver arrangementer på havnen i Strandby i juli, og det udløste store klapsalver fra de mange mennesker på kajen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...