Gå til hoved-indhold
12. november 2025 - kl. 13.11

Aflevér legetøj hos Mæglerhuset – og giv et barn en glædelig jul

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Julen nærmer sig, og mens mange børn tæller ned til gaver og julehygge, er december en udfordrende tid for familier, der kæmper økonomisk. Derfor gentager Mæglerhuset i år sit samarbejde med Julehjælpen og indsamler nyt og brugt legetøj i hele november.

Som en del af indsamlingen har Kids Coolshop Frederikshavn valgt at støtte det gode formål med en flot donation af legetøj. Christian Vejby stod klar i butikken med masser af gaver, da Mette Skallerup Andersen og Niels Johansen fra Mæglerhuset Frederikshavn kiggede forbi for at hente bidraget – og samtidig selv købte ekstra legetøj på vegne af Mæglerhuset.

- Vi vil gerne gøre en forskel her i lokalområdet, og det her er en sag, der virkelig ligger os på sinde. Når man ser, hvor meget glæde et stykke legetøj kan skabe hos et barn, ved man, hvorfor det er det hele værd, fortæller Mette Skallerup Andersen, indehaver af Mæglerhuset Frederikshavn.

I hele november kan alle, der har lyst til at bidrage, aflevere nyt eller brugt legetøj i god stand hos Mæglerhuset, som har to lokale butikker i Frederikshavn og Sæby. Alt legetøjet bliver videregivet til Julehjælpen, som sørger for, at det når ud til familier, der har brug for en håndsrækning i juletiden.

- Julen handler om fællesskab – og det er netop det, vi oplever her i Frederikshavn. Både erhvervslivet og borgerne bakker op, og sammen kan vi gøre julen lidt varmere for de børn, der ellers ville mangle, siger Mette Skallerup Andersen.

Julehjælpen har siden 2007 hjulpet tusindvis af børnefamilier i Danmark og drives udelukkende af frivillige kræfter. Formålet er enkelt: Ingen børn skal sidde uden gaver eller juleglæde juleaften.

Så kig forbi en af Mæglerhusets butikker med et stykke legetøj – stort som småt. Det kan virke som en lille ting, men for et barn i december betyder det alverden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...