Gå til hoved-indhold
29. september 2025 - kl. 15.09

Aftale med kreditorer sikrer Skagen Festivals fremtid

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Skagen Festival 2025 endte med et underskud på knap en halv million kroner, da antallet af gæster ikke levede op til forventningerne. På trods af et budget, baseret på erfaringerne fra 2024, hvor der var usædvanligt dårligt vejr med vigende besøgstal, holdt festivalens budget ikke.

Bestyrelsen blev derfor kort efter festivalen rådet til at afvente betalinger, indtil der var skabt et fuldt økonomisk overblik. I løbet af sommeren og frem til september har bestyrelsen, med bistand fra advokat Morten Jensen, Advokatfirmaet Børge Nielsen, Aalborg, forhandlet med de største kreditorer. Resultatet er, at samtlige kreditorer har accepteret en akkord – og dermed gjort det muligt for Skagen Festival at fortsætte.

- Nu er vi endelig kommet i mål og kan begynde at planlægge Skagen Festival nr. 54 i 2026. Vi bliver nødt til at lave en anderledes festival, men vi skylder vores gæster, frivillige og de mange musikere, at festivalen lever videre. Vores ansvar er at sikre en bæredygtig økonomi, så Skagen Festival fortsat har sin berettigelse, siger formand Jesper Hegaard.

Han understreger samtidig betydningen af den lokale opbakning:

- Der er heldigvis stor opbakning til Skagen Festival i hele Skagen by. I festivaldagene summer hele Skagen af musik og stemning, og flere af byens restauranter bakker op med både sponsorstøtte og musik. Der er dog stadig nogen, der holder deres egen festival – og dem vil vi gerne invitere til et endnu tættere samarbejde – det er jo os, der er Skagen Festival, påpeger Jesper Hegaard.

En særlig tak går til de mange kreditorer, der gør festival 2026 mulig.

- Vores gæster og Skagen by skylder vores kreditorer den største respekt og tak. Uden kreditorernes velvilje kunne vi ikke se frem mod en festival i 2026, erkender Jesper Hegaard.

Skagen Festival nr. 54 finder sted i sommeren 2026 i en ny og tilpasset udgave, men med samme hjerte og ånd, som har kendetegnet festivalen gennem mere end 50 år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...