- Bag de 11 millioner gemmer der sig børn

For noget tid siden sad jeg over en kop kaffe med en plejefamilie, som jeg har kendt gennem flere år. 

Det var ikke et politisk møde. 

Det var bare en samtale om livet. 

Om hverdagen. 

Om glæderne ved at åbne sit hjem for et barn, der har brug for tryghed. 

Men også om bekymringerne. 

Om skiftende sagsbehandlere. 

Om usikkerhed. 

Om følelsen af nogle gange at stå alene med et ansvar, som de fleste af os slet ikke kan forestille os. 

Det gjorde indtryk på mig. 

For når vi taler om familieområdet i Frederikshavn Kommune, kommer debatten ofte hurtigt til at handle om penge. 

11 millioner kroner. 

Kassebeholdning. 

Besparelser. 

Budgetter. 

Men for plejefamilien ved kaffebordet handlede det ikke om millioner. 

Det handlede om et barn. 

Et barn, der havde brug for ro. 

For stabilitet. 

For voksne, der blev ved med at være der. 

Derfor bliver jeg også lidt bekymret, når debatten om familieområdet udvikler sig til en diskussion om, hvem der har ret. 

For jeg kan egentlig godt forstå begge sider. 

Jeg forstår dem, der siger, at vi ikke bare kan tage penge fra kommunekassen hver gang. 

Men jeg forstår også dem, der frygter, at regningen ender hos skolerne eller andre områder, der allerede er pressede. 

Det interessante spørgsmål er efter min mening et helt andet: 

Hvorfor står vi her igen? 

For det er ikke første gang, vi ser et merforbrug på familieområdet. 

Og det bliver næppe den sidste. 

Måske er det på tide, at vi stopper med kun at diskutere finansieringen og begynder at diskutere årsagen. 

For når flere børn mistrives, når flere familier får brug for hjælp, og når plejefamilier fortæller om et system under pres, så er det ikke kun et økonomisk problem. 

Så er det et samfundsproblem. 

Og samfundsproblemer løser man ikke med regneark alene. 

Jeg har aldrig været særlig optaget af at placere skyld. 

Jeg er mere optaget af at finde løsninger. 

For bag de 11 millioner kroner gemmer der sig ikke bare et budgetproblem. 

Der gemmer der sig børn. 

Og hvis vi glemmer det, så har vi allerede tabt debatten.