Gå til hoved-indhold
23. juni 2026 - kl. 00.06

Besparelser for 13,6 millioner bruges som idékatalog i budgetforhandlinger

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Yderligere besparelser for 13,6 millioner kroner i Frederikshavn Kommune blev ikke godkendt, da Udvalget for Økonomi og Strategi mandag var samlet til møde.

Økonomi og Løn indstillede, at budgettilpasningsforslagene for 2027-2030 blev godkendt, men politikerne ville det anderledes. De tager i stedet for forslagene med som et idékatalog i de budgetforhandlinger, der venter de kommende måneder.

Kataloget rummer blandt andet forslag som mindre markedsføringstilskud til eliteidrætten, slut med tilskud til julebelysning, Skagen Festival, Cup No.1 og Rødspætte Cup, en markant reduktion i støtten til Destination NORD og Erhvervshus Nord samt mindre støtte til Fonden Tordenskiold, Frederikshavn Byfond og Skagen Byfond. Dertil kommer en yderligere besparelse på 1.000.000 kroner i Den Kommunale Tandpleje.

- Vi har bevidst valgt en meget åben proces. I modsætning til tidligere er der nu fuld transparens, så vi kan få en debat, der giver os mulighed for at reagere på tværs af de politiske udvalg, forklarer borgmester Jon Andersen (V).

Han mener desuden, at politikerne nu i højere grad kommer på forkant med budgettet. Idékataloget er således sendt til behandling i de respektive MED-udvalg, og HovedMED holdt mødt om forslagene i går. Tidligere har der været tradition for, at processen nærmest skete bag lukkede døre under budgetforhandlingerne.

- Nu har vi en samlet liste, som vi kan bruge i budgetforhandlingerne, og vi har et råderum, som giver os muliged for at sætte en retning, pointerer borgmesteren med tilfredshed.

11,1 af de 13,6 millioner kroner i sparekataloget kommet fra Udvalget for Økonomi og Strategi.

- Vi går forrest, når det handler om at få styr på kommunens økonomi, og her skal det bemærkes, at vi ikke kun kigger på at spare. Vi vil også gerne drive det anderledes, hvis det giver mening, siger Jon Andersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...