Ingen kunne inspirere og begejstre folk som David Nyborg Kristensen
Hans Berthelsen, Frederikshavn, skriver om gamle dage i Frederikshavn. Dette er første afsnit om Sct. Hans og Sommerfesterne i Møllehusdalen.
Afsnit 1: David
Snart er det Sct. Hans, så vælder minderne frem om de stort anlagte sommerfester i Møllehusdalen i min barn- og ungdom.
Det var FDF Frederikshavn 2. kreds, KFUK spejderne og KFUM og K i Bangsbostrand, der stod bag festerne, som altid blev holdt i forbindelse med Sct. Hans aften.
Man kan ikke sige "Sommerfester i Møllehusdalen" uden at sige David Nyborg Kristensen – i daglig tale bare David, så første afsnit af mine tre små artikler om Sct. Hans og Sommerfester vil mest handle om ham.
David var født i 1908, voksede op i Bangsbostrand, hvor hans far drev møllen, som lå i Søndergade lige syd for Bangsbo å, Stuehuset og nogle af møllebygningerne ligger der stadig i dag.
Han overtog møllen efter sin far i 1937 og drev den i mange år sammen med sin bror Poul – i daglig tale Stoffer. Tiderne gjorde dog, at det blev sværere og sværere for de små møllerier at klare sig, og David var nok heller ikke den bedste til at få en forretning til at løbe rundt.
Hans tanker var helt andre steder, nemlig at arbejde med de unge i FDF. Engang i 1950`erne ophørte han med at drive møllen, og han blev i stedet repræsentant (det der i dag på godt dansk hedder Key account manager) for kornfirmaet Laur. C. Hahn, og han kørte i nogle år Vendsyssel tyndt i sin gamle Popular og solgte korn og foderstoffer til landbruget.
I 1964 blev Isstadion i Frederikshavn bygget, og David blev ansat som den første inspektør. I 1968 blev han i forbindelse med Ungdomsborgens indvielse inspektør her, og var der indtil sin død i 1980.
Det er således tydeligt, at det var ungdommen, hans hjerte brændte for. Han var som helt ung blevet medlem af FDF i Frederikshavn, og i 1953 var han en af hovedkræfterne i, at kredsen blev delt, og der blev oprettet en helt ny kreds i Bangsbostrand, FDF Frederikshavn 2. kreds.
Men der manglede noget, et fast tilholdssted. Man fik ved at afholde basarer med videre rejst penge til at købe Hytten i Vrangbæk. Det var dog ikke nok. Der manglede stadig et sted at holde de ugentlige mødeaftener, som blev holdt forskellige steder - i Missionshuset, i KFUMs hus i Søndergade, på Bangsbostrand Skole samt mødeaftener i de forskellige hjem.
Ingen jeg siden har mødt, kunne inspirere og begejstre folk som David. Han var og blev en ener på sit felt. Han kunne tale så malende om sine idéer, at folk straks sprang til og tilbød at hjælpe og således var med til at få bragt en idé til virkelighed - og ofte uden han selv behøvede at røre en finger (sagt på den gode måde). Han kunne stort set få folk til alt, og når festerne var i gang, kunne han bogstaveligt talt snakke pengene op af lommerne på folk.
David fik den idé, at man skulle have en Ungdomsborg, som kunne være et samlingssted, og han fik KFUM og K samt KFUK spejderne med på ideen, og i 1961 startede man med den første Sommerfest i Møllehusdalen. Omsætningen blev på 27.000 kroner og overskuddet på 17.000 kroner.
Festerne fortsatte hvert år, og i 1967 havde man fået skrabet 200.000 kroner sammen (svarer til cirka to millioner kroner i dag) og kunne bygge Ungdomsborgen. Kommunen var rundhåndet og skænkede grunden på hjørnet af Møllehusalle og Gl. Skolevej, og 10. marts 1968 kunne man indvie Ungdomsborgen.
Samme år blev han kåret til Årets Mand i Frederikshavn og fik af den vej skabt kontakter til flere fremstående erhvervsfolk, som han senere kunne drage nytte af.
Ungdomsborgen havde sit eget blad, Borgtidende, som jeg i mange år var med til at lave. På et tidspunkt havde vi lavet en lille artikel i bladet, som siden blev bragt i "den store" Frederikshavns Avis. Det var vi ret stolte over.
Sommerfesterne fortsatte i mange år og var med til, at ungdomsforeningerne kunne finansiere driften af Ungdomsborgen uden at skulle have store kommunale tilskud.
Det vil I komme til at læse mere om i de næste afsnit af min historie om Sommerfesterne, som mest kommer til at handle om de store optog, der i en del år var optakten til selve festerne.





































