Borgerlige partiers svar til bestyrelsen i HotSpot
Susanne Marianne Møller (Danmarksdemokraterne), Helle Gaardboe Jeppesen, Jill Byrdal og Jan Bjeldbak (Venstre) har skrevet dette indlæg som reaktion på et indlæg fra bestyrelsen i HotSpot Frederikshavn: Det er rigtigt, at et flertal i Udvalget for Børn, Unge og Familier har planer om at opsige driftsaftalen med HotSpot som leverandør. I overensstemmelse med det, vi har lovet vælgerne, vil vi noget andet - også på børne- og ungeområdet.
Bestyrelsen i HotSpot har et indlæg med en lang række spørgsmål til politikerne i Frederikshavn Kommune. Vi kan ikke nå at besvare alle her, men vi vil forsøge at berøre nogle af dem.
Alle spørgsmål kredser om, hvad der følger efter en opsigelse af driftsaftalen med HotSpot, og det ærlige svar er, at vi efterhånden længe har arbejdet på et sammenhængende udspil på skole- og fritidsområdet, og det skal drøftes med en lang række parter.
Udspillet indeholder forslag til, hvordan vi bedst fremadrettet indretter os indenfor de rammer, vi har. Det er nemlig et stort behov for at stoppe strømmen af besparelser, der i flere år har udhulet kvaliteten i vores skoler og fritidstilbud.
Vi skylder alle børn og unge i kommunen at sikre den bedst mulige kvalitet indenfor de rammer, vi har. Vi kan ikke indtænke store kommunale millionoverskud eller satse hele butikken på et usikkert fremtidsscenarie, men vi kan stoppe de ødelæggende grønthøsterbesparelser, hvis vi tør prioritere, tænke på tværs af udvalg og tænke i større sammenhænge.
Omtalte udspil skal drøftes med skolebestyrelser, de unge, klubber, ungdomsskole og andre medspillere indenfor børne- og ungeområdet. Datoerne for disse drøftelser er allerede lagt i udvalgets kalender for efteråret. I foråret var vi på besøg i HotSpot, og vi har to gange efterfølgende tilbudt at deltage i dialog med medarbejderne.
Vi drøfter også udspillet politisk med de partier, der vil være med til at tage et ansvar. De fleste partier vil nemlig gerne bruge deres kræfter på at sikre de bedst mulige forhold for vores børn og unge.
Så lad os slå fast: At opsige driftsaftalen med HotSpot er altså ikke ensbetydende med, at alt godt ophører. Der skal f.eks. stadig være gode fritidstilbud til børn og unge. Det skal have nye rammer, men skal stadig arbejde tæt sammen med - måske endda bo sammen med - Ungdomsskolen, SSP, fritidsjobkonsulenter, Musikskolen, Filmmaskinen og andre, der arbejder for og med vores børn og unge. Disse intentioner flugter fuldstændig med Ungebyrådets tidligere anbefalinger.
Der skal stadig være uddannede pædagoger omkring vores børn og unge - forhåbentlig flere af de samme ansigter. Derfor har vi også haft dialog med BUPL, og vi håber, at denne dialog kan fortsætte omkring et bord og ikke i medierne. Det har vist tidligere været kutyme i kommunen, og en sådan konstruktiv dialog har vi også med lærernes faglige organisation.
Og selvfølgelig skal der tages hånd om de af børnene, der har brug for ekstra hjælp og støtte. Her tænker vi ikke bare på Oasen (i HotSpot), men også på f.eks. Solsikken og Heldagsskolen.
Vi tænker også på børn- og unge udenfor Frederikshavn. Vores udspil forsøger netop også at tage hensyn børn og unge i andre byer og i oplandet. Her har vi flere eksempler på, at de senere års besparelser har ramt hårdt, og det skal vi rette op på.
Ambitionen om, at Ungdomsskolen skal indtage en central rolle i det nye børne- og ungelandskab har vi stadig. Det er vores indtryk, at en sådan løsning har bred opbakning i byrådet. Ungdomsskolen skal i langt højere grad end tidligere binde kommunens unge sammen organisatorisk og med aktiviteter, der dækker bredt. En af ambitionerne med udspillet er nemlig at skabe noget andet, noget bedre - noget, der understøtter et samlet byråds ønske om at trække nye indbyggere til kommunen.
Så når bestyrelsen i HotSpot i sit indlæg spørger: "Hvem passer på vores børn og unge i Frederikshavn Kommune?", er svaret: Det er vi mange, der vil og gør, og tiden er inde til, at vi samler os om det - også fra politisk hold.




































