20 unge stævner ud på sommerlejr fra Frederikshavn
I sommerferien bliver Frederikshavn udgangspunkt for to særlige sommerlejre, når 20 unge stævner ud på havet som en del af Blå Kors Danmarks ferielejre.
Sommerlejrene til søs er en del af Blå Kors Danmarks ferielejre for børn og unge. I løbet af sommeren sejler ét togt fra Dania ved Mariager til Frederikshavn, mens et andet har afgang fra Frederikshavn og slutter i Dania ved Mariager. I alt deltager 20 unge i alderen 13-17 år.
Lejrene gennemføres i samarbejde med Foreningen Skibet Agape. Ombord bliver de unge en del af skibets besætning og fællesskabet omkring skibet. Som medlemmer af Foreningen Skibet Agape hjælper de med at sætte sejl, lave mad og løse de praktiske opgaver ombord, mens de lærer livet til søs at kende på tæt hold.
- Sommerferien er ikke lige let for alle unge. Nogle oplever ensomhed eller mangler fællesskaber at være en del af. Derfor betyder det meget at kunne tilbyde oplevelser, hvor de unge får ansvar, nye relationer og minder for livet, siger Sandra Trampedach Junget, projektleder for Blå Kors Danmarks ferielejre.
Livet ombord handler ikke kun om sejlads. De unge skal også besøge forskellige havne, lave mad sammen, bade, spille spil og nyde sommeren i fællesskab med de øvrige deltagere og frivillige.
Fællesskab på havet
Bag sommerlejrene til søs står frivillige fra Blå Kors Danmark og Foreningen Skibet Agape, som bruger en del af deres sommerferie på at skabe trygge rammer og gode oplevelser for de unge.
Ifølge projektleder Sandra Trampedach Junget er det ofte fællesskabet, der gør den største forskel.
- Mange tager hjem med nye venner og oplevelsen af, at de hører til i et fællesskab. Når man bor tæt sammen på et skib og hjælper hinanden gennem dagene, opstår der nogle helt særlige relationer, siger hun.
Blå Kors Danmarks ferielejre giver hvert år børn og unge mulighed for at få et pusterum fra hverdagen, opleve nye fællesskaber og skabe gode sommerminder.
Fakta om sommerlejrene til søs
- Sejladserne er en del af Blå Kors Danmarks ferielejre for børn og unge.
- To af Foreningen Skibet Agapes tre togter i sommeren 2026 har Frederikshavn som enten start- eller slutdestination.
- I alt deltager 20 unge i alderen 13-17 år på de to togter.
- Deltagerne er medlemmer af Foreningen Skibet Agape under togtet.
- Omkring 250 børn og unge deltager på Blå Kors Danmarks ferielejre i sommeren 2026.






































