Birgit S. Hansen er ikke længere medlem af Socialdemokratiet
Tidligere borgmester Birgit S. Hansen er ikke længere medlem af Socialdemokratiet. På den anden siden afviser hun ikke et politisk comeback, og her fastslår hun med syvtommersøm, at hun i givet fald stiller op for Socialdemokratiet, skriver Nordjyske.
Birgit S. Hansen var borgmester i Frederikshavn Kommune fra 2013 til 2024, hvor hun 1. november tiltrådte stillingen som KL's repræsentant for Grøn Trepart.
I den forbindelse meldte hun sig ud af Socialdemokratiet.
- Beslutningen var 100 procent min egen, og ja, jeg kunne godt have passet jobbet i KL uden at melde mig ud. Jeg tog beslutningen, fordi jeg er kendt som socialdemokratisk politiker med klare holdninger. Jeg ville gerne vise, at jeg er mere end det, fortæller Birgit S. Hansen til Nordjyske.
Hun ønsker ikke, at der står "socialdemokrat i panden på hende", når hun holder møder med landets 98 kommuner.
Birgit S. Hansen holder sig bevidst ude af den partipolitiske debat. Hun pointerer, at hendes udmeldelse ikke er et brud med Socialdemokratiet, og hun afviser heller ikke, at hun en dag vender tilbage til politik.
- Hvis jeg stiller op igen, så ved jeg godt, hvilket parti jeg melder mig ind i, siger hun til Nordjyske.




































