Gå til hoved-indhold
07. august 2024 - kl. 14.08

Bjarke inviterer læsøboere gratis indenfor i Læsø Kur og Helse

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Rejsekongen Bjarke Hansen, der er født og opvokset i Gærum og blandt andet står bag Primo Tours, overtog i foråret driften af Læsø Kur og Helse. Det nye team bag kurstedet er blevet taget så godt imod, at alle læsøboere nu er inviteret gratis indenfor de sidste sommerdage, inden stedet igen lukker ned. Kurstedet skal renoveres, ligesom der skal laves en ny strategi for, hvordan der kan drives forretning i mange år fremover.

- Drømmen er at få en forretning op at stå. Det er ikke noget, der skal være sprudlende. Det handler mere om, at vi kan løfte Læsø sammen, så vi kan få en forretning til at køre i mange år og ikke blot enkelte år, siger Maximillian Ashby, der er bestyrer for Læsø Kur og Helse, til TV2 Nord.

Læsø Kur og Helse holder til i den tidligere Vesterø Havnekirke, der i 2008 blev bygget om til kurbad, blandt andet med bassiner med højt saltindhold – salt fra havet omkring Læsø.

I februar gik prestigeprojektet konkurs. Omkostningerne steg, og gæsterne svigtede. I foråret overtog et nyt selskab Læsø Kur og Helse.

Bag selskabet står Bjarke Hansen, og han har et særligt forhold til Læsø. Det var nemlig her, han for mange år siden foretog sin første investering, da han med sine konfirmationspenge købte en sommerhusgrund på Læsø.

- Jeg tror, idéen kom, fordi man altid havde hørt, at fast grund var en god forretning. Og så havde jeg lidt en drøm om, at det kunne være fedt at have et sted, man kunne tage hen med sine kammerater en gang imellem, fortæller Bjarke Hansen i tv-programmet Iværksætterne på TVMIDTVEST.

Bjarke Hansen bor i dag i Ringkøbing, men han har sine rødder i Frederikshavn. Han er født og opvokset i Gærum Det var her, han gik i skole, og det var her, han blev konfirmeret. Og Læsø lå tæt på barndomshjemmet, og det var her, han og resten af familien altid holdt sommerferie.

- Jeg har en forkærlighed til øen, som, jeg synes, er fantastisk. Jeg er altid kommet der med mine forældre om sommeren. Vi har aldrig været længere væk på ferie, fortæller Bjarke Hansen.

En dag fandt han den for ham helt rigtige grund på øen.

- Det var en grund, som ingen andre ville have. Den var fuldstændig groet til, og der var træer over det hele. Så da den kom til salg til næsten ingen penge, spurgte jeg mine forældre, om ikke jeg måtte bruge mine konfirmationspenge og købe den, fortæller Bjarke Hansen i programmet.

Forældrene bakkede op, grunden blev købt, og næste projekt var at bygge sommerhus på den. Et projekt, som hurtigt skulle vise sig at være noget større for den unge mand end først antaget.

- Men det var bare at gå i gang og spørge om hjælp, og det gjorde jeg. Jeg var mange gange i XL Byg på Læsø for at spørge - blandt andet om hvordan man bruger en sømpistol, siger han.

I foråret investerede Bjarke Hansen igen i Læsø. Nu drejer det sig om Læsø Kur og Helse. Bygningerne er fortsat ejet af Læsø Kommune, mens Bjarke Hansens selskabs står for driften.

Siden foråret har den blot 26-årige Maximillian Ashby stået i front for at genstarte stedet efter en konkurs på grund af nogle økonomiske svære år med stigende omkostninger og et markant fald i antallet af gæster.

- Vi er blevet taget godt imod. Der er en fin tilstrømning, og vi har kunnet mærke, at der er mange, der kommer til Læsø og har gjort det gennem generationer. Vi kan godt mærke, at stedet her er et pejlemærke for øen, siger Maximillian Ashby til TV2 Nord.

 

Denne sommer har stedet været åbnet nogle få uger, og tiden er brugt blandt andet på at måle på de ting, der foregår hen over højsæsonen. 

- Så kan vi begynde næste år at skrue på noget, fortæller bestyreren, der på spørgsmålet om, hvordan han vil få stedet til at køre fremadrettet, svarer, at selskabet har overtaget stedet med en stor koncern i ryggen til blandt andet at tage sig af marketing. 

- Vi er en stor familie i Travelheart Family, og vi vant til at løfte i flok, og vi ved, at stedet er markant for Læsø - og også  en del af noget større, siger Maximillian Ashby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...