Gå til hoved-indhold
23. juni 2026 - kl. 21.06

Børn hører til i fællesskaber, ikke i regneark 

  • 1 af 1
Af  Anders Weesgaard Sørensen

Bestyrelsesmedlem Anders Weesgaard Sørensen, Bødkergården i Østervrå, har skrevet dette indlæg på vegne af bestyrelsen: Er fremtiden i den kommunale folkeskole, at forældre skal spekulere i, om deres børn skal starte tidligt eller sent i skole - alt efter, hvordan klassekvotienter og distriktsgrænser falder ud det enkelte år?

Det spørgsmål blev sat på dagsordenen i Østervrå, da bestyrelsen i børnehaven Bødkergården torsdag 18. juni inviterede lokale foreninger, skolen, borgmesteren og to udvalgsformænd til dialogmøde om børneliv, fællesskab og landsbyernes fremtid.

Formålet med mødet var at give politikerne et indblik i de muligheder og udfordringer, der følger med, når et lokalsamfund ligger tæt på både kommunegrænse og skoledistriktsgrænse, men samtidig fungerer som ét samlet hverdagsfællesskab for børn, familier og frivillige.

For mens grænser på et kort kan være nødvendige i den kommunale planlægning, passer de ikke altid til 
børns virkelighed. Børn orienterer sig efter deres venner, deres børnehave, deres skole, deres fritidsaktiviteter og de voksne, de møder i hverdagen.

Fra Bødkergårdens side blev der især sat fokus på overgangen fra børnehave til skole. I dag kan børn, der går i den lokale børnehave og har deres hverdag, venner og fritidsliv i området, risikere at blive afvist fra det 
naturlige folkeskolevalg, fordi de bor på den forkerte side af en skoledistrikts- eller kommunegrænse. Det sker blandt andet, når klassekvotienter betyder, at der ikke er plads til børn udefra, selv om børnene i praksis allerede er en del af lokalsamfundet.

For Bødkergården handler sagen derfor ikke kun om skolevalg. Den handler om sammenhængskraft, tryghed og kvaliteten i børnelivet i kommunens mindre lokalsamfund.

Når børn går i den lokale børnehave og skole, følger familierne ofte med ind i byens fællesskab. De deltager i idræt og kultur, bliver frivillige i foreningerne, handler lokalt og orienterer sig mod området - i bedste fald 
også, når de senere overvejer deres bosættelsesmuligheder. På den måde kan fleksible løsninger ikke kun styrke børnelivet og landsbyen, men også bidrage positivt til kommunens bosætning, skattegrundlag og 
økonomi.

Derfor efterlyser Bødkergården en mere fleksibel løsning, hvor børn og familier ikke år efter år skal vente i 
usikkerhed på, om skolestarten falder i et år med én eller to 0. klasser.

Usikkerheden har gennem de senere år ført til mange bekymringer blandt forældre og til kreative løsninger, når familier forsøger at få hverdagen og reglerne til at hænge sammen. Men er det virkelig sådan, vi ønsker, at folkeskolen skal fungere?

Hvis kommunen ønsker levende lokalsamfund, stærke fællesskaber og attraktive landsbyer, er det nødvendigt også at se på de strukturer, der enten hjælper eller spænder ben. Et godt børneliv skabes ikke 
kun i budgetter, regneark og klassekvotienter. Det skabes også i trygge overgange, nære fællesskaber og i 
sammenhængen mellem børnehave, skole, fritidsliv og lokalsamfund.

Aftenen handlede dog ikke kun om skolestart. Der blev også sat ord på udfordringer med ældreboliger, transport, fritidsliv og bosætning. Forældre oplever blandt andet et dilemma i, at busforbindelserne til og fra 
Hjørring betyder, at unge i højere grad orienterer sig mod nabokommunen end mod ungdomstilbud i 
Frederikshavn Kommune.

Idrætsforeningen pegede samtidig på, at det kan være svært at starte flere hold op på forskellige aktiviteter, 
når den nuværende økonomiske ordning ikke giver et reelt incitament til det.

Bestyrelsen i Bødkergården takker ØVI, Gymnastikforeningen GF77, Østervrå Menighedsråd, Torslev 
Skolebestyrelse, Knud Hjørnholm, Jon Andersen, John Lamp Henriksen og Klaus Hjulmand for at deltage i 
mødet og bidrage til en vigtig lokal samtale.

Fremover bør beslutninger ikke kun handle om økonomi, kapacitet og klassekvotienter, men også om kvalitet i børnelivet. Den samtale deltager Bødkergården meget gerne i.

Og hvis ikke den bliver taget op af sig selv, inviterer bestyrelsen gerne til endnu et dialogmøde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...