Gå til hoved-indhold
03. marts 2023 - kl. 00.03

Børn og unge arbejder i den gode sags tjeneste

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Børnene samler affald tirsdag og torsdag.
  • 4 af 4
    Børnene samler affald tirsdag og torsdag.
Af: Kanal Frederikshavn

Børn og unge i fritids- og ungdomsklubben HotSpot i Frederikshavn arbejder i den gode sags tjeneste for at tjene penge til en fire dage lang koloni i Viborg.

Der er afgang fra Frederikshavn onsdag 17. maj, og lørdag 20. maj returnerer alle fra Viborg.

- Vi har valgt, at turen i år skal være i fællesskabets ånd. Derfor bliver det også et fælles projekt at samle penge ind til denne tur. Det kommer til at ske ved hjælp af tre forskellige projekter, fortæller bestyrelsesformand Helle Pedersen.

Det første var julemarkedet, hvor pengene herfra går til kolonien. For at flere kan være med, har HotSpot startet to ekstra projekter, der kører i ugerne frem til kolonien.

- Det første projekt består i, at vi i fællesskab med børnene deler flyers ud, hvor vi spørger folk, om de vil donere deres tomme flasker. Her kører vi så ud sammen med børnene, henter flaskerne og panter dem, siger Helle Pedersen.

Det andet projekt består i at samle affald i lokalområdet.

- Her tager vi ud to gange om ugen og samler affald. Dette vil så blive vejet, og ud fra vægten bliver der doneret penge af en række virksomheder, som har sagt ja til at støtte projektet. Den ene halvdel af pengene fra disse to projekter går til Barnets Blå Hus i Frederikshavn. Her hjælper man børn, der kommer fra familier med misbrug af for eksempel alkohol og stoffer. Pengene går til at give familierne nogle gode og tiltrængte fælles oplevelser. Den anden halvdel går til at give vores medlemmer en fed koloni med en masse sjove oplevelser og gode stunder med både hinanden og de voksne, der skal med på turen, siger Helle Pedersen.

Ved at donere halvdelen af pengene hjælper børnene samtidig andre børn og deltager i et bæredygtigt projekt, der kan hjælpe med at skabe bevidsthed om vigtigheden af at passe på vores planet og give anledning til mange gode samtaler om både miljø og børn, der har det svært.

Flasketurene er mandag og onsdag. Affaldsturene er tirsdag og torsdag.

- Vi glæder os til en masse dejlige timer i fællesskab med vores medlemmer. Sponsorer på affaldsindsamlingen er P. Conradsen, ishusene fra Møllehuset og Palmestranden, Centerbageriet og KiDs Cool Shop, oplyser Helle Pedersen.

Har du flaskepant, er du meget velkommen til at donere denne til projektet. Du kan sende en SMS til 24203785 (alternativt ringe), så bliver du kontaktet med henblik på nærmere aftale om afhentning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...