Bratten Beach Boys uden medstifter til koncert - han er blevet skadet
Onsdag 15. juli holder populære Bratten Beach Boys deres årlige og eneste koncert i Danmark. Det foregår hos købmanden i Bratten, hvor der også kan købes billetter til koncert og grillbuffet.
- Vi stiller i noget nær stærkeste opstilling, selvom mange af bandets medlemmer turnerer verden rundt på langt større scener. Det er et meget slagkraftigt hold til årets største musikalske kamp, hvor vi dog har fået afbud fra en af medstifterne af Bratten Beach Boys, Walter Bagnkop, på grund af en skade. Han er blevet ramt af bylder på stemmebåndet – en sygdom, som kun rammer topsolister. Jeg frygter, at vi har set Walter Bagnkop i bandet for sidste gang, men vi har dog også før set spektakulære comebacks, siger bandleder Lars Frost med sit sædvanlige glimt i øjet.
Billetter til grillbuffet og musikalsk oplevelse, kan købes for 199 kroner hos købmanden i Bratten.
- Interessen er som vanligt overvældende, og mere end 100 billetter er revet væk i forsalg, så det gælder om at være hurtig, siger Lars Frost.



































