Bundgyser i Nordjyske Bank Arena: Høgene får besøg af Rødovre Mighty Bulls
Hvordan har det påvirket truppen, at Frederikshavn White Hawks få dage inden aftenens nøglekamp hjemme mod Rødovre Mighty Bulls valgte at sælge backen Pontus Englund til Herning Blue Fox?
- Truppen har reageret ganske normalt. Det er ikke første gang, at en spiller forlader holdet. Pontus var ikke glad for at være i Frederikshavn, så at han har fundet en ny arbejdsgiver, er bare godt for ham og for White Hawks, mener Mikkel Bertelsen.
Høgene er efter 10 nederlag i de seneste 12 kampe dumpet ned på sidstepladsen i Metal Ligaen. Holdet er to point efter aftenens modstander. Derfor er det tre særdeles vigtige point, der spilles om i Nordjyske Bank Arena.
- Vi skal komme hårdt ud mod Rødovre og tage teten fra start, lyder Mikkel Bertelsens opskrift på sejr.
Med 10 point (5+5) i de seneste ni kampe kan WH's hårdt prøvede fans ikke tillade sig at være efter Mikkel Bertelsen. Der er da heller ingen tvivl om, at det er defensiven som halter.
- Defensivt har det, som du også selv siger, ikke været godt på det sidste. Det skal vi have lavet om på. Det er udelukkende her, at fokus har lagt de sidste par dage. Vi skal nok få scoret vores mål, så det defensive arbejde bliver vores hovedfokus, siger Mikkel Bertelsen.
White Hawks har kun brugt syv backs i de seneste uger. Med salget af Pontus Englund bliver der måske igen plads på holdet til Christopher Mulberg. Det får vi svaret på i aften. Der er kampstart kl. 19.30 i Nordjyske Bank Arena.
White Hawks og Rødovre Mighty Bulls mangler at spille henholdsvis 15 og 14 kampe i grundspillet. Tre af disse opgør er indbyrdes. Efter aftenens kamp spilles de to næste opgør i Holger Danske Arena i Rødovre.