Ny energi på Ellehammervej: Annica satser på fremtidens træning
Der er kommet nye kræfter bag EMS Studio på Ellehammervej 13 i Frederikshavn, hvor Annica Steffensen nu står i spidsen for det specialiserede træningskoncept.
Annica Steffensen er født og opvokset i Frederikshavn og uddannet ergoterapeut. Med en stærk faglig baggrund og passion for kroppen og dens funktioner har hun overtaget studiet med ambitionen om at gøre effektiv og skånsom træning tilgængelig for flere – både motionister, nybegyndere og folk med skader eller smerter.
- Jeg har selv set, hvor stor en forskel EMS-træning kan gøre – især for folk, der måske ikke kan klare traditionel styrketræning eller har begrænset tid i hverdagen, fortæller Annica Steffensen.
EMS står for Elektrisk Muskel Stimulation og er en træningsform, hvor man i løbet af kun 20 minutter aktiverer de dybe og hurtige muskelfibre i hele kroppen via impulser fra en specialdragt.
- Resultatet? En træning, der svarer til flere timers styrketræning – uden vægte, uden overbelastning og uden lang restitutionstid, siger Annica Steffensen.
EMS Studio ligger i samme bygning som CrossFit 9900, men adskiller sig markant fra traditionel fitness:
- Man låner dragten her i studiet og får en personlig introduktion første gang. Træningen er rolig og tilpasset, men kroppen bliver virkelig arbejdet igennem. Mange bliver overraskede over, hvor effektivt det er, forklarer Annica Steffensen.
EMS-træning er særligt populært blandt travle mennesker, der vil have mest muligt ud af deres tid. Men det er også velegnet til folk med for eksempel diskusprolaps, nerveskader eller ledsmerter – netop fordi det ikke belaster leddene og samtidig kan stimulere nerveforbindelserne i kroppen.
Hos EMS Studio kan man starte med en prøvetime, hvor man får dragten tilpasset og bliver introduceret til øvelserne. Herfra kan man vælge at betale pr. gang eller købe et klippekort.
- Det vigtigste for mig er, at folk føler sig trygge og får en god oplevelse fra start. EMS er for alle – uanset alder, niveau eller træningserfaring, siger Annica Steffensen.