Caspershus får ikke eftergivet medforbrug på 1,7 millioner kroner af kommunen
Økonomiudvalget fulgte indstillingen og sagde nej til at dække et merforbrug på 1.750.228 kroner for 2024 og 2025 i det selvejende pleje- og træningscenter Caspershus i Frederikshavn.
Beløbet dækker over et merforbrug på 1.050.228 kroner i 2024 samt et forventet merforbrug i 2025 på 700.000 kroner.
Caspershus’ regnskab indgår under Social- og Sundhedsudvalgets samlede økonomi, uanset at det ikke er et kommunalt tilbud eller ej.
Caspershus’ forklaring på merforbruget er ekstraordinært høje udgifter til vikardækning som følge af højt sygefravær og mange medarbejdere på barsel.
Kommunen udarbejder økonomiske handlingsplaner ved udsigt til merudgifter på udvalgs-/centerniveau. Derfor har administrationen været i dialog med Caspershus om, hvad de selv har gjort, og hvordan serviceniveauet er sammenlignet med de kommunale plejecentre.
Caspershus har 60 boliger, herunder 12 demenspladser, og kan sammenlignes med plejecenter Rosengården og Sæby Ældrecenter. Hvis Caspershus blev driftet som plejecenter Rosengården og Sæby Ældrecenter ville der være mulighed for økonomisk balance både i 2024 og 2025.
Caspershus har tilkendegivet, at de forventer at kunne tilbagebetale deres akkumulerede gæld (fra 2024 og 2025) i løbet af seks år. De giver udtryk for, at afdrag i løbet af tre år ikke er realistisk.
Regnskabet for 2024 giver anledning til nogle bemærkninger. Der er en negativ egenkapital på cirka 4,6 millioner kroner på grund af feriepengeforpligtigelser på cirka 4,9 millioner kroner.
Caspershus modtager samme budget pr. plads som et kommunalt plejecenter.
Administrationen indstillede, at der gives afslag på Caspershus ansøgning om dækning/eftergivelse af deres merudgifter fra 2024, og det skal tilbagebetales over tre år i henhold til gældende regler. Merudgifter for 2025 håndteres som vanligt, når regnskab 2025 behandles.
Et enigt udvalg godkendte indstillingen.




































