Kystmuseet lancerer ny lydfortælling om Sæby anno 1883-1895
I dag slår Nordjyllands Kystmuseum dørene op til en spændende ny lydfortælling på Kystmuseet Sæby. Lydfortællingen "Thea Timms verden – hvis væggene kunne tale" gengiver nogle levende glimt af hverdagslivet i Sæby anno 1883-1895 baseret på uddrag fra personlige breve skrevet af bysbarnet Thea Timm.
Bevæger man sig rundt i Sæbys gamle bydel, kan man stadig fornemme historiens vingesus mellem bindingsværkshuse og brostensbelagte gader. Bag husenes facader gemmer sig fortællinger om byens tidligere borgere – om deres liv, drømme og skæbner.
I slutningen af 1800-tallet oplevede Sæby en periode med betydelig udvikling. Industrialiseringen havde gjort sit indtog, og samtidig voksede interessen for Sæby i takt med, at kunstnere og forfattere rejste til byen. Da jernbanestrækningen Sæbybanen åbnede i 1899 og skabte forbindelse til Frederikshavn, blev Sæby mere tilgængelig – og dermed også et mere eftertragtet feriested.
Midt i denne periode levede Thea Timm (født 1. august 1854 - død 12. januar 1920) - en distriktslæges datter med et skarpt blik for byens mennesker. Gennem de personlige breve til broderen Georg Timm giver Thea et unikt indblik i, hvordan livet i Sæby udfoldede sig i hendes samtid. I lydfortællingen Thea Timms verden – Hvis væggene kunne tale kan du tage med på en spændende tidsrejse tilbage i Sæbys historie med afsæt i udvalgte uddrag fra Thea Timms breve.
Her gengives nogle skæbnefortællinger fra fortiden samtidig med, at du får et levende billede af, hvordan livet udfoldede sig for nogle af byens borgere i årene 1883 til 1895.
Lydfortællingerne formidles via en app i museets klunkestue, der iscenesætter en illusion af Thea Timms dagligstue. I disse historiske rammer kan du høre ekkoer fra fire personer, som levede i Sæby i hendes samtid: Distriktslægens datter Thea Timm, genboen Lise Sørensen, bagerdatteren Mille Rasmussen og Christensen fra Toldkontoret.
Det er levende fortællinger om mennesker, der på hver deres måde forsøgte at finde en plads i det lille bysamfund, som de levede i, og hvor nysgerrige blikke fulgte deres færden.
Vil du vide mere om Thea Timm og hendes samtid, så besøg Kystmuseet og lyt med – og hør, hvordan stemmerne fra en svunden tid stadig hvisker til dig fra væggene.
Thea Timms verden – hvis væggene kunne tale lanceres torsdag 11. december kl. 13:00 på Kystmuseet Sæby, og formidlingen vil fremover være en del af de faste udstillinger på museet. I anledningen af lanceringen er der gratis entré til Kystmuseet Sæby mellem kl. 13:00 og 15:00.
Lydfortællingen idéudviklet og konceptualiseret af Kystmuseets formidlingspraktikant Rosa L. K. Jensen i tæt samarbejde med museets faglige personale.




































