Gå til hoved-indhold
12. december 2025 - kl. 00.12

Politikere siger ja til at investere 132.000 kroner i U16-turnering i ishockey

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Ishockey Klub har nu chancen for at blive vært for en 5-nationers U16-turnering i april. Det står fast, efter at Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede at dække ekstraudgifter i Iscenter Nord på 132.000 kroner. FIK er dog ikke den eneste klub, som bejler til turneringen.

Turneringen skal afvikles fra 7.-12. april 2026. De deltagende nationer er Danmark, Italien, Norge, Schweiz og Tyskland.

Alle hold møder ind med cirka 30 spillere og ledere, og herudover kommer unge nationale og internationale dommere/officials. Det må endvidere forventes, at flere forældre tager turen til Frederikshavn for at følge deres sønner på isen.

Frederikshavn Ishockey Klub forudser, at turneringen bidrager til øget omsætning på hoteller og restauranter samt giver kommunen reklame.

Normalt bliver isen i Iscenter Nord taget af 31. marts i hal 2, mens der i hal 1 vil være is til White Hawks ikke har flere kampe. Med høgenes aktuelle status som bundhold er det svært at forestille, at der er brug for is efter 31. marts.

U16-turneringen kræver derfor "ekstra is". Det koster cirka 11.000 kroner i døgnet at "drive en isflade", hvoraf de 6.000-7000 kroner er el, vand og varme.

Da der kun skal benyttes én hal til U16-landsholdsturneringen, forventes der at være øgede omkostninger for Iscenter Nord på i alt 132.000 kroner frem til 12. april 2026.

Beløbet finansieres gennem pulje til store events, hvor der p.t. er 260.826 kroner, som endnu ikke er disponeret.

Det er nu op til Dansk Ishockey Union at afgøre, hvor turneringen skal afvikles. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...