Gå til hoved-indhold
04. juni 2026 - kl. 15.06

Christina Lykke har fået tildelt ordførerskab i folketingsgruppen

  • 1 af 1
    Christina Lykke er partiets nye social- og handicapordfører.
Af: Marcus Linkhorst

- Det er jeg virkelig glad for, siger Christina Lykke, efter hun nu har fået tildelt et ordførerskab i SF's folketingsgruppe.

I går kunne SF's præsentere sit nye ministerhold. 

Det betyder, at de nu har kunne fordele ordførerskaber mellem de resterende folketingsmedlemmer - herunder Christina Lykke fra Frederikshavn. 

Og hun er blevet SF's nye social- og handicapordfører. 

- Det er jeg virkelig glad for. Det var en prioritet for mig at komme til at arbejde med velfærdsområdet. Nu er det så blevet snævret ind, så jeg er glad og taknemmelig for, at det endte, som jeg ønskede, siger hun til Kanal Frederikshavn, der fanger hende, inden hun rejser hjem til Nordjylland. 

Men det er også et "stort område", erkender hun. 

- Men det er jo noget, jeg også arbejdede med civilt, inden jeg kom i Folketinget. Der var jeg familiebehandler og uddannet familieterapeut, så jeg ved i forvejen noget om det her område, og jeg tænker også, det er derfor, jeg er blevet valgt til det. 

Hun har dog ikke fået læst hele regeringsgrundlaget endnu, og hun ved derfor ikke, hvad der står om hendes område i det. 

- Jeg er bare startet fra ende til anden, og jeg er ikke nået til mit nye område endnu. Men jeg har fået det printet ud, så jeg må lige få læst op på det i flyveren på vej hjem. 

Hun ved dog, at hun kommer til at arbejde sammen med Monika Rubin fra Moderaterne, der er nyudnævnt socialminister. 

- Det bliver godt, er jeg sikker på. Jeg kan med de fleste mennesker. Og man bliver hverken ordfører eller minister på det her område, hvis ikke man brænder for det, siger hun og tilføjer, at hun kommer til at arbejde tæt sammen med SF's ordførere på skole- og børneområdet. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...