Danmarks – måske længste ventetid
Byrådskandidat Soraya Khan (SF) har skrevet dette indlæg: Vi har brug for en afklaringsgaranti på jobcentret for borgeres retssikkerhed, og det kan byrådet godt beslutte. Endnu en initiativsag fra mig og SF, som giver mening, og som vi naturligvis bringer i byrådet.
For mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år opleves ventetiden på afklaring som unødigt lang og usikker. Mange sager har ligget i systemet i årevis uden reel fremdrift, hvilket skaber unødvendig usikkerhed og belastning for både borger og kommune.
Det er ødelæggende for menneskers liv at være en del af en midlertidig forsørgelse på ubestemt tid, særligt når der er tale om mennesker, der venter på en afklaring af deres helbredsmæssige forhold og arbejdsevne.
Uafklarede situationer betyder, at borgere i praksis fastholdes i uvished og passivitet – uden reel mulighed for at komme videre i livet. Og det er vigtigt at huske: Det kan ske for hvem som helst. En sygdom, en ulykke, en opsigelse – og pludselig kan det være dig, mig eller enhver anden, der har brug for et velfungerende og menneskeligt system.
I Frederikshavn Kommune arbejder vi allerede helhedsorienteret og tværfagligt på tværs af forvaltninger for at støtte borgerne bedst muligt, men dette arbejde skal optimeres yderligere. For at det kan lykkes, er der heldigvis en ny beskæftigelsesreform på vej, hvor kommunerne får større selvbestemmelse i forhold til, hvordan indsatsen skal tilrettelægges. Det giver en oplagt mulighed for at omorganisere og optimere arbejdsgange – og samtidig tage et opgør med de alt for lange og uafklarede forløb.
En afklaringsgaranti vil ikke kun give borgerne mere tryghed, retssikkerhed og klarhed over deres fremtid – det vil også give sagsbehandlerne et mere meningsfuldt og målrettet grundlag for deres arbejde. Når der er en fast og tydelig ramme, skabes der mere værdi for begge parter – og mindre risiko for, at mennesker forsvinder i systemet.
Det er en både menneskelig og økonomisk investering.
Vi bør derfor starte med en systematisk gennemgang og oprydning i de sager, der har været i systemet unødigt længe, samtidig med at vi sikrer, at nye sager fremover bliver afklaret inden for en fastsat tidsramme.
Det er noget, som jeg og SF vil arbejde for i forbindelse med den nye beskæftigelsesform.