Den populære duo Nanna Larsen og Ivan Pedersen vender tilbage til Kappelborg
Med mere end 70 års samlet erfaring på scenen har Nanna Larsen og Ivan Pedersen et imponerende bagkatalog og masser af historier at dele med publikum. Og de vender nu tilbage til Skagen og Kulturhus Kappelborg, hvor de tidligere har begejstret.
Både Nanna Larsen og Ivan Pedersen har gennem deres karrierer skrevet og udgivet et stort antal melodiske og vedkommende sange, som stadig står stærkt i dag. Duoens debutalbum Fortunate blev kåret til ugens album på DR ved udgivelsen – et tydeligt bevis på deres evne til at skabe musik, der rammer publikum.
Lige nu er de aktuelle med singlen "Ballad of the Young Bride!", som er en stemningsfuld og dramatisk murder ballad, som er inspireret af Egtvedpigens gådefulde historie. Nummeret har fået stor opmærksomhed blandt musikelskere og viser duoens evne til både at eksperimentere og forny sig. Samtidig arbejder de på nyt materiale til deres kommende album, som publikum kan se frem til at opleve til koncerten.
Koncerten på Kappelborg er en særlig mulighed for at opleve to af Danmarks mest erfarne og nærværende musikere, deres sange, fortællinger og musikalske øjeblikke i en intim og stemningsfuld ramme.
Koncerten finder sted lørdag 18. oktober kl. 20.00 i Kulturhus Kappelborg i Skagen. Køb billet her.