Derfor har Stena Line flyttet morgenafgang til Frederikshavn
Stena Line har flyttet sin morgenafgang på ruten Göteborg-Frederikshavn fra Sverige til Danmark for at imødekomme den store efterspørgsel. 41 procent flere danskere har i år valgt at sejle fra Frederikshavn til Göteborg, mens trafikken den anden vej er faldet med 18 procent.
Det oplyser Travel Commercial Manager Ulf Staaff, Stena Line, til Kanal Frederikshavn.
I år er det muligt at sejle fra Frederikshavn til Göteborg kl. 8.15 fra tirsdag til lørdag, og med den attraktive svenske kronekurs har færgerne hele sommeren været fyldte.
- Det er første år, hvor vi har morgenafgange fra Frederikshavn fra tirsdag til lørdag. Sådan har det ikke været tidligere, hvor vi haft haft morgenafgange fra Sverige, fortæller Ulf Staaff.
Han lægger ikke skjul på, at ændringen handler om den store efterspørgsel i Danmark, fordi den svenske krone står svagere end nogensinde i forhold til den danske krone. Når man betaler 100 svenske kroner, bliver der kun hævet 63 kroner på kontoen hjemme i Danmark.
Mens trafikken til Sverige vokser markant, er antallet af rejsende til Danmark faldet med 18 procent i år.
- Det er en tydelig tendens, som vi også ser andre steder i Sverige, siger Ulf Staaff.