Gå til hoved-indhold
06. juli 2024 - kl. 23.07

DM i ponydressur for hold i Frederikshavn hårdt ramt af regn

  • 1 af 1
    Foto: Lonni Vad Dam Daugaard, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

I Frederikshavn afvikles DM i ponydressur for hold i disse dage. Et arrangement, som er blevet hårdt ramt af regnen.

Hanne Klinge fra Kolding følger datteren på ridebanen. Alt sammen i silende regn, som fylder en god del af DM i ponydressur i Frederikshavn. 

- På den ene side synes vi alle sammen, det er sådan lidt øv, men på den anden side rykker vi jo sammen i bussen. Vi har jo ponyerne nede i stævneboksene og i teltene, og så sidder man jo indenfor og kommer hinanden lidt mere ved, siger Hanne Klinge til TV2 Nord.

Det er 15. år i træk, at DM afvikles i Frederikshavn, og deltagerne er vant til regnvejr, fordi DM indtil år har været programtsat i september. I år havde arrangørerne håbet på bedre vejr, for DM for første gang er flyttet til juli.

- Vi var en lille smule lykkelige, da rideforbundet valgte, at det skulle ligge i uge 27. Det er første gang, det ligger på den her side af sommerferien, så vi tænkte, "måske vi får lidt bedre vejr, for vi har altid været ramt af regnvejr til DM", siger formanden for Frederikshavn Rideklub, Anne Pedersen, til TV2 Nord.

Vejrudsigten er ikke lovende for resten af stævnet, som afsluttes søndag med finaler, og det bekymrer de over 500 mennesker, der er samlet i regnen i Frederikshavn.

- Det er rigtig træls, at det er så vådt, og de lover blæst senere. Det er vi alle sammen bekymret for, fordi vi ligger i campingvogn og telt, og om det skal flyve væk. Og vi tænker på ponyerne, som jo kan blive forskrækket hvis det blæser for meget, siger Hanne Klinge.

Den 15. udgave af DM i ponydressur i Frederikshavn vil nok mest blive husket for regnen.

- Det her, det er ekstremt. Vejrguderne har ikke været gode ved os, fastsår rideformanden i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...