Gå til hoved-indhold
03. maj 2025 - kl. 00.05

Du kan lege og spille dig til et boost af livsglæde med nyt brætspil

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Et ny brætspil, PERMA, kan være med til at øge folks trivsel. 82-årige Bjørn Danielsen fra Frederikshavn, der har arbejdet som psykolog i 50 år, kører i denne måned et pilotprojekt for borgere over 60 år i afdeling 7 i Boligforeningen Vesterport.

- Projektet er et win/win forstået på den måde, at jeg får det godt for at gøre noget for andre, og jeg håber samtidig, at de får en god oplevelse. Hvis pilotprojektet er en positiv oplevelse for deltagerne, fortsætter jeg efter sommerferien med Boligforeningen Vesterport, Boligforeningen Frederikshavn, Ældresagen, Rådhuscentret og Bangsbo Aktivitetscenter, siger Bjørn Danielsen.

Projektet er forbeholdt alle borgere i Frederikshavn Kommune.

Han har spillet med forskellige grupper, og indtil videre har det været en god oplevelse.

- Når jeg gerne vil have budskabet ud, er det fordi, jeg tror, at vi kan øge folks trivsel. Jeg har boet i Danmarksgade i et halvt år, men kender få af de andre beboere. Måske kan projektet være med til at kende andre borgere, håber Bjørn Danielsen.

Brætspillet PERMA er designet af psykolog og trivselsforsker Mette Ledertoug, som er Bjørn Danielsens datter. Hun er den første PHd. i Positiv Psykologi i Danmark.

PERMA er et spil, hvor man ved hjælp af spørgsmål til refleksion og små øvelser kommer omkring, hver af de fem PERMA-elementer:

· POSITIVE EMOTIONER
· ENGAGEMENT
· RELATIONER
· MENING
· AT MESTRE

Du kan altså lege og spille dig til et boost af livsglæde og til refleksioner og små handlinger, der er trivselsfremmende.

- Vi har aftalt, at Mette tager sig af de 10-60-årige, mens jeg prøver at tage mig af de +60-årige. Projektet er gratis for borgerne og de tilsluttede organisationer, oplyser Bjørn Danielsen.

Har du lyst til at spille med Bjørn Danielsen, kan han kontaktes på 21786946.

Han har selv haft stor glæde af spillet, efter at han i sommer mistede sin kone. 

- Jeg gav min far et PERMA-spil i gave, og vi benyttede en formiddag til at spille spillet sammen. Når jeg snakker med ham, er der nu glæde og energi i stemmen. Han griner og ler meget nemmere, og hans trivsel er generelt blevet bedre takket være et fokus på, at det er muligt at løfte trivslen, selv når det ser svært ud, siger Mette Ledertoug.

Spillet er baseret på trivselsteori og hvert af de fem elementer P+E+R+M+A omhandler spørgsmål, refleksioner og små handlinger, der kan booste trivsel og livsglæde med fokus på at skabe positive følelser, engagement, gode relationer, mening og en oplevelse af at kunne mestre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...