Efter 60 år: Chrisfish er stadig fuld af spræl

"For når en sailor, en rigtig sailor går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske."

Sådan sang Otto Brandenburg i filmen "Sømand i knibe" fra 1960. To år senere gik en frederikshavnsk sømand i land. Det var fiskeskipper Christian Emil Bertelsen, og han vidste godt, hvad der skulle ske. Han skulle sælge rødspætter til englænderne.

Siden krigen havde Christian Emil Bertelsen fisket rødspætter i Nordsøen og landet sin fangst i engelske Grimsby. Det var togter på fire måneder, og hustruen Edith boede i lange perioder på sømandshjemmet i Grimsby, så de kunne se hinanden, hver gang kutteren kom i havn. De kom til at kende en del mennesker i Grimsby og fik mange venner blandt fiskeopkøberne, som slet og ret kaldte den frederikshavnske fisker Chris.

Da Chris i starten af 1960’erne fortalte sine venner i Grimsby, at nu ville han sælge sin kutter og gå i land, opfordrede de ham til at blive fiskeeksportør. De ville gerne købe rødspætter af ham, for de var glade for den måde, de danske fiskere behandlede fangsten på ombord – med is, der sikrede den bedste kvalitet.

Og sådan blev det. Firmaet kom selvfølgelig til at hedde Chrisfish, og der blev solgt masser af ferske rødspætter til England. Også en del til Sverige.

Et år var der særligt travlt i firmaet, og Christian Emil Bertelsen bad sønnen Ole om at hjælpe lidt til. Han endte med at blive i firmaet, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Chrisfish op gennem 1970’erne og 1980’erne blev etableret på de sydeuropæiske markeder med betydelig vækst til følge.

Det var en strategi, som i høj grad involverede tredje generation, nemlig Ole Bertelsens tre børn: Niels Erik, Jørn-Ole og Susanne. Men det var ikke en plan, som den unge generation umiddelbart var begejstret for.

Niels Erik Bertelsen var netop kommet på førsteholdet i ishockey hos FIK, da faderen ville sende ham et halvt år til Frankrig for at lære sproget. Så han protesterede højlydt, lige indtil faderen spurgte: "Hvad tror du, giver flest penge – ishockey eller fisk?"

Niels Erik tog til Frankrig og lærte både sproget og markedet at kende. Han fik mange kontakter, og da han i 1985 aftjente sin værnepligt ved Livgarden, blev al fritid brugt på at sælge fisk til Frankrig. Det foregik fra mønttelefonen i Sandholmlejren.

Også Jørn-Ole spillede ishockey på højt plan, men indvilgede i at rejse til Italien for at lære sproget og knytte kontakter der.

I starten af 1990’erne var tiden så kommet til det spanske marked. Susanne havde et godt job som direktionssekretær i Roblon og havde gjort det helt klart for sin far, at hun ikke ville arbejde i familiefirmaet. Men hun var også korrespondent i spansk, og Ole Bertelsen gav sin datter et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Så blev Susanne også partner i Chrisfish.

Det var en bevidst strategi fra Ole Bertelsens side at dele Sydeuropa mellem sine børn, hvor deres sprogkundskaber gav Chrisfish et stort forspring på det attraktive marked for fersk fisk og frosne jomfruhummere.

Hele familien Bertelsen var stærkt engageret i ishockey og den lokale ishockeyklub. Så engageret, at da man i 2005 optog den mangeårige regnskabschef Henrik Andersen som partner i selskabet, så var det med et krav om, at han skulle bringe det økonomisk skrantende White Hawks på fode. Missionen lykkedes, White Hawks har ikke haft underskud siden. Henrik Andersen er nu stoppet som direktør i ishockeyklubben, men er stadig i bestyrelsen.

Virksomhedens ansigt udadtil er Niels Erik Bertelsen, som efterhånden har været med i 42 år. Han kan konstatere, at faderens strategi var klog og bedstefarens råd ligeså: Husk at lægge til side til en isvinter – også en der varer længe.

- Vi har en god forretning, og det har været spændende hele vejen. Jeg er stolt af, at vi har præsteret overskud hvert eneste år - ikke altid lige stort, men dog et plus. Selv under corona-pandemien, hvor vi mistede 70 millioner kroner i omsætning, havde vi overskud. Det mindste overskud i firmaets historie, men det vi har været mest glad for, siger Niels Erik Bertelsen.

Da eksportmarkederne tørrede ud under corona-nedlukningen, valgte Chrisfish at tænke ud af boksen og udviklede et nyt produkt til hjemmemarkedet, nemlig frosne jomfruhummere og frosne, søkogte rejer i emballage med gennemsigtigt låg og opskrifter fra Tonny Kristensen, Essens, der er kåret som Danmarks bedste fiskerestaurant. Det lykkedes at få produkterne ind hos Salling Group og Coop. Senest er sortimentet udvidet med kogte krabbekløer.

Chrisfish har haft en afdeling i Hanstholm næsten siden havnen blev etableret i 1967. Det gælder om at være der, hvor fisken her. Siden 1995 har afdelingen været drevet sammen med lokale partnere, og der er i dag 25 ansatte. Rejeproduktionen blev i 2000 flyttet fra Hanstholm til en nyopført fabrik i Frederikshavn, hvor der siden er bygget ny lagerhal til emballage.

60-års jubilæet fejres med en stor fest for alle ansatte lørdag 10. september. Mandag morgen er man så tilbage i arbejdstøjet klar til at tage fat på de næste 60 år. Endnu er fjerde generation ikke parat til at tage over, men tredje generation har sandelig heller ikke tænkt sig at stoppe endnu.

Niels Erik Bertelsen ser en god fremtid for virksomheden. Den hurtige og innovative omstilling under corona-krisen viser, at Chrisfish stadig er en stærk og agil virksomhed, som nok skal klare sig. Han er meget mere bekymret for virksomhedens leverandører, fiskerne, som er under voldsomt pres af miljøkrav og politiske beslutninger, som det er svært at se meningen med.

- Uden fiskerne har vi ingen fremtid. Jeg håber virkelig, vores politikere kommer til fornuft og tager vare på et erhverv, som har uhyre stor betydning, ikke mindst i Nord- og Vestjylland. Indtil det sker, må vi som fiskeindustri forberede os på en fremtid med færre fisk og skaldyr til rådighed, og det kan vi kun gøre på én måde, nemlig ved at øge værditilvæksten. Det er ikke noget, den enkelte virksomhed kan magte, men vi er heldigvis blevet gode til at samarbejde. Vi er mere kolleger, end konkurrenter, og det giver mig tro på fremtiden, udtaler Niels Erik Bertelsen.