EUX-elever fra Frederikshavn Handelsskole i finalen i landsdækkende konkurrence
Blandt 18 skoler og 800 elever er et hold af elever fra Frederikshavn Handelsskole blandt fem finalister i den landsdækkende konkurrence for EUX Business-elever. Finalen i EuxBizCup afvikles 18. december på Kosmopol i København.
Hvordan kan virksomheden Nøddebazaren øge sin digitale omsætning?
Det spørgsmål er blevet stillet på 18 skoler landet over og besvaret af omkring 800 elever, der går på det studieforberedende år på EUX Business. De har alle været en del konkurrencen EuxBizCup, der er udviklet af Videncenter for Digital Handel.
Den opgave løste Cody Lyckegaard, Silje Melgaard og Oliver Degner Renberg fra 3X på Frederikshavn Handelsskole så godt, at de i fredags kunne lade sig kåre som ét af fem hold, der 18. december skal dyste i den store landsfinale i København.
- Det er helt vildt. Men vi har virkelig også lagt meget energi i opgaven og siddet med det uden for skolen og sent om aftenen. Så på den måde er jeg ikke så overrasket, siger Cody Lyckegaard.
For at løse opgaven skulle eleverne bruge deres baggrundsviden fra research om forretningen, lave analyser baseret på teori fra de fag, eleverne arbejder med og ikke mindst en god idé. Eleverne kunne for eksempel bruge deres færdigheder indenfor Virksomhedsøkonomi, Afsætning, Informatik, Innovation og Dansk, som alle er fag på EUX Business.
- Vi havde én uge til opgaven, og vi brugte en hel dag på idégenerering, som vi har erfaring med fra Innovation. Vores idé bygger på et instagram-koncept, hvor vi har lavet nogle deciderede annoncer bygget op omkring et juletema, som skal få flere i den primære målgruppe fra Instagram og direkte over på webshoppen, så det kan konverteres til et køb. Vores strategi og koncept kan bruges på andre tidspunkter af året med et andet tema, men med samme grundstruktur. Vi har også brugt lang tid på at lave budgetudregninger, hvor vi har brugt vores viden fra Virksomhedsøkonomi, forklarer eleverne.
Nu venter der de tre elever en spændende oplevelse i næste uge i København, hvor de skal præsentere deres opgave og idé overfor et dommerpanel af undervisere, erhvervsfolk og en repræsentant fra virksomheden. Vindergruppen bliver belønnet med 30.000 kroner, samtidig med at vinderforslaget vil blive taget i brug af Nøddebazaren. Der vil også være pengepræmier til de fire andre finalister.
EUX er den eneste ungdomsuddannelse, der kombinerer en erhvervsuddannelse med en studentereksamen. EUX Business retter sig mod en karriere indenfor detail, handel eller kontor.
Finalisterne repræsenterer skoler fra Frederikshavn, Horsens, Holstebro, Svendborg og Frederikssund. Hvert hold har arbejdet intensivt med at udvikle løsninger, der spænder fra influencer-samarbejder og automatiserede e-mail flows til storytelling og loyalitetsprogrammer.