Få skattefradrag for håndværkerudgifter
Der er penge at hente, hvis man står overfor at skulle renovere og istandsætte sin helårsbolig. Regeringen har netop vedtaget at give skattefradrag for udgifter til istandsættelse af helårsboliger. Reglerne er indført for at fremme beskæftigelsen og for at dæmpe omfanget af sort arbejde.
- Alle kan få fradrag. Fradraget knytter sig til arbejde på den bolig, hvor man har folkeregisteradresse, uanset om man er ejer, lejer eller andelshaver. Men det er vigtigt at påpege, at der kun gives fradrag for udgifter til arbejdsløn, ikke materialer. Derfor skal regningen fra håndværkeren altid deles op i materialer og arbejdsløn, forklarer Jan Kammann Andersen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Frederikshavn.
Der kan fratrækkes op til 15.000 kr. pr. år pr. person. Ægtepar kan altså fratrække 30.000 kr. pr. år. Fradraget kan foretages i det år, hvori udgifterne betales. Og hvis de samlede udgifter overstiger det maksimale fradrag, kan det derfor være en fordel at fordele betalingen af disse over flere år.
Muligheden for fradrag gælder kun for arbejde, der udføres og betales i perioden fra og med 1. juni 2011 til og med 31. december 2013.
- Man kan lave udvendig istandsættelse som eksempelvis reparation, udskiftning og isolering af tag, reparation af ydervægge og yderdøre eller installation af solfangere og solceller. Indvendigt kan man få fradrag til at reparere og forny sit køkken og badeværelse, samt få malet, repareret og udskiftet elinstallationer, afløbs- eller vandinstallationer og varmeanlæg, fortæller Jan Kammann Andersen.
Der kan ikke opnås fradrag til nybyggeri eller tilbygninger.
Fradraget er betinget af, at den skattepligtige selv indberetter de fradragsberettigede udgifter til SKAT. Dette skal ske via www.skat.dk, men rent teknisk bliver det først muligt fra slutningen af 2011. Det er derfor vigtigt at gemme fakturaen fra håndværkeren.





































