Fællesskabsdag blandt Frelsens Hær i toppen af Danmark for både store og små
"De kommer fra øst og vest, de kommer fra syd og nord …" Frelsens Hærs blå sangbogs tredje sang passede meget godt på en dag, hvor medlemmer og venner af Frelsens Hær trodsede snevejret og kom fra både Nykøbing Mors i vest og fra Aalborg i syd til en hyggelig fællesskabsdag i nord – nemlig i Frederikshavn.
Længst sydfra kom dog dagens gæster og oplægsholdere, Maj-Brit Lysgaard-Madsen, som er ansvarlig for Frelsens Hærs Seniorarbejde i Danmark, og hendes mand, pensioneret skoleinspektør Leif Lysgaard-Madsen, der havde taget turen hele vejen fra København til Jylland. Dagen før havde aarhusianerne haft glæde af dem til samme oplæg om "Det gode liv."
Dagens første oplæg handlede om overgange i livet. Om hvordan man efter et liv med uddannelse, flytninger, giftermål, børn, børnebørn og job afslutter sit arbejdsliv – enten frivilligt i form af planmæssig pensionering/efterløn eller brat afbrudt på grund af udefrakommende livsomstændigheder, f.eks. egen eller ægtefælles sygdom.
Når man så står der udenfor arbejdsmarkedet, hvad kan man så fylde sit liv med? Fælles for deltagerne var ønsket om at være en del af et fællesskab.
Der blev fortalt om en undersøgelse, der blev nævnt i Kristeligt Dagblad og omhandlede, at religiøse danskere har lavere dødelighed og færre indlæggelser. At deltage i gudstjenester og være en del af forpligtende fællesskaber fremmer sundhed og holder mennesker aktive, samtidig har religiøse mennesker ofte færre dårlige vaner som rygning og alkoholmisbrug.
Andet oplæg var ved Leif Lysgaard-Madsen, født i 1946, der har gået i skole hele livet, først som elev, så som lærerstuderende, skolelærer i 11 år og til sidst skoleinspektør. Han fik forsamlingen til både at le og være eftertænksomme med sine ord:
"Alle vil gerne leve længere, men ingen vil være gamle! Et menneske har meget at tænke på. Har jeg det rigtige job? Hvad med mine børn? Hvad med sygdom? Hvad bruger jeg min fritid til? Et ordsprog, jeg har lært mine børn helt fra, de var små, er: At lære er at ville. Tilbageblik giver erkendelsen af, at vi måske har skullet ville mere eller villet andre ting. For at begynde på noget nyt, må man ofte tage afstand til eller sige farvel til det gamle. Når alderdommen sætter ind, har man i visse grupper behov for at tage en ”skrante-runde” – hvem fejler hvad lige nu, og hvem har været på sygehuset siden sidst? Ved sygdom kommer dette spørgsmål altid: Hvorfor rammes jeg? Men ved medgang og lykke spørger vi ikke om, hvorfor? På dødslejet kan et menneske have fortrydelser – et fælles ønske ved mange, der skal herfra, er, at de ville ønske, de havde prioriteret nærvær med dem, de elsker.”
Efter en lækker frokost, forberedt af dygtige frivillige i den lokale Frelsens Hær, blev der talt om verdens syv underværker:
1. Egyptens pyramider
2. Taj Mahal, Indien
3. Grand Canyon, USA
4. Panama Kanalen
5. Empire State Building, New York, USA
6. St. Peters Kirken, Rom
7. Den store kinesiske mur, Kina
Maj-Brit Lysgaard-Madsen tilføjede:
"Ingen tvivl om, at disse underværker er smukke og betydningsfulde, men da en skoleklasse skulle give deres bud på de syv virkelige underværker, så listen noget anderledes ud. De syv underværker er at kunne se, høre, røre, smage, føle, le og holde af. Når man når langt frem i livet, skifter man status og overlader ting til yngre kræfter. Ikke alle dage er lykkelige, men nogle dage er fantastiske. Find ud af, hvad der betyder noget for dig. Lad dig ikke slå ud af modgang. Det er op til os at sætte pris på det gode. Som kristne har vi tillid til, at det ender godt. Når alt skal samles – en tak til næsten og en tak til Gud.”
Efter kaffe og en fastelavnsbolle blev der sagt farvel til gæster og hinanden – 28 havde nydt en dag med ”Det gode liv” i centrum og gik derfra glade og opmuntrede, med maverne fulde af gode sager og hjerterne fuld af sang.
Bare halvanden time senere fyldtes lokalet af fastelavnsudklædte børn og voksne til børneklubbernes tøndeslagning. Her blev der fortalt historien om Kong Midas og hvor meget, han elskede guld. Men da hans eneste datter blev til en guldstatue, måtte han tænke over, om guld virkelig var det vigtigste i verden.
Efter historiefortælling, fastelavnssange og fastelavnsboller, blev der gået til den på hele tre forskellige tønder, en af pap til de små børn, og to trætønder – en til pigerne og en til drengene. Efter kroning af kattedronninger og konger blev der delt slikposer ud, og børnene kunne forsyne sig med popcorn og slush-ice, mens de voksne kunne kigge ned i vores gratisbutik i kælderen.
80 mennesker fra mange forskellige nationer deltog i en hyggelig eftermiddag, som kunne gennemføres takket være gode frivilliges indsats. Der blev også fortalt om de fremtidige udflugter, børnene kunne deltage i som medlemmer af børneklubberne – næste tur går til Funhouse i marts.