Musikstøjsagen: En kommunal skandale - kræver en uvildig advokatundersøgelse
Erik Vium, Skagen, har skrevet dette indlæg: Det, vi har været vidne til i Skagen, er ikke blot et fejltrin - det ligner et systemisk svigt, der har kostet borgere tryghed, helbred og tusinder af kroner. Musikstøjsagen må få betegnelsen: "En skandale".
I årevis har borgerne i Skagen levet under konstant støj fra restauranter. Flere har måttet flytte - nogle er blevet syge. Alligevel valgte byrådet at fortsætte en praksis, som Miljø- og Fødevareklagenævnet allerede har underkendt. I stedet for at afvente en klar juridisk afklaring fra Miljøministeriet lod man egen fortolkning råde. Det lugter af magtfuldkommenhed og af et byråd, der sætter lokale eller økonomiske interesser over loven og borgernes rettigheder.
At en borgmesterkandidat i et offentligt læserbrev siger, at restauratørerne kan spille "uden at frygte retlige efterspil", kan naturligvis opfattes som en direkte opfordring til at omgå reglerne. Er det sådan, vi ønsker vores lokale ledelse?
En kandidat, der tilsyneladende anbefaler, at man ignorerer retssikkerheden, bør ikke have borgernes tillid.
Direktøren for Toppen af Danmark fulgte op med en trussel om bøder til borgerne, der klager "uberettiget".
Den slags udtalelser kan kun tolkes som en opfordring til at ignorere lovgivningen – og de signalerer, at kommunen sætter erhvervsinteresser højere end borgernes ret til ro og retssikkerhed.
SF og andre partier taler om bekymring for erhvervslivet, men hvor er omsorgen for beboerne, der i tolv år har været de store tabere?
Man bekymrer sig mest om tabte musikarrangementer i den næste sæson, mens familier er blevet fordrevet fra deres hjem, er både taktløst og moralsk forkasteligt!
Økonomisk er dette også en skandale.
Sagsbehandling, konsulentrapporter, afskedigelser og administrativt spild løber op i et beløb på næsten fire mio. kr. - for hvad?
For at dække over en manglende håndhævelse og for fumlende politiske beslutninger. Skatteyderne betaler regningen for et demokratisk svigt.
Denne sag rejser helt fundamentale spørgsmål:
• Hvorfor har ingen politikere i tolv år forlangt dokumentation for, at praksissen var lovlig?
• Hvorfor afviste byrådet at afvente ministeriel afklaring og i stedet indførte sin egen fortolkning?
• Hvem bærer ansvaret for de menneskelige omkostninger - de flyttede familier, de syge naboer?
Vi kræver nu en fuldstændig, uvildig advokatundersøgelse af hele sagsforløbet - fra den første beslutning til nutidens stillingtagen. Ikke for at udpege syndebukke, men for at skabe ansvarlighed, genoprette retssikkerhed og sikre, at borgernes miljøbeskyttelse genoprettes.
En sag af denne karakter er en skandale, så længe byrådet lader uklare fortolkninger og politisk bekymring for erhvervslivet stå over grundlæggende borgerrettigheder.
Vi fortjener bedre. Vi kræver sandhed, ansvar og retfærdighed!




































